En god bordplan kræver god mad
Til et festligt arrangement, hvor der bliver serveret mad, er man nødt til at lave en bordplan for at folk kommer til at sidde godt. Det kan være rigtig svært, fordi man skal tage hensyn til alle gæsterne, men det er et puslespil, man desværre ikke kan komme udenom at skulle samle.
Hvordan skal bordene stå?
Det allerførste man skal finde ud af, før man overhovedet kan gå i gang med at planlægge hvem, der skal sidde hvor, er, hvordan bordene skal stå. Find først og fremmest det lokale, som festen skal holdes i. Hvis du skal holde det derhjemme og ikke har plads i stuen, så lej et festtelt via teltudlejning, så der er rigeligt med plads til en god bordopstilling. Det er vigtigt, at man kender størrelsen på lokalet eller festteltet, samt hvor der er indgange/udgange og andre ting, man skal tage hensyn til. Så snart man har styr på sit festlokale eller festtelt, så skal man i gang med at finde de borde, man skal stille op.
Her kan man vælge mellem runde eller firkantede borde. Runde borde har den fordel, at folk lettere kan snakke med hinanden, men den ulempe at hele selskabet sidder mere spredt, og desuden kan det være svært at få plads til mange runde borde inde i et festtelt eller småt lokale. Firkantede borde giver mulighed for at selskabet sidder samlet, men til gengæld kan man kun snakke med de personer, man sidder ved siden af og overfor. Hvilken af delene man vælger, er derfor en smagssag.
Skal traditionerne følges?
Der er visse traditioner og uskrevne regler, man kan føle sig tvunget til at skulle følge. For eksempel til et bryllup hvor brudeparrets forældre stort set har faste pladser, at man sidder mand-kvinde, eller at der skal være et børnebord nede i hjørnet, hvor alle de mindre børn kan sidde sammen. Disse traditioner er traditioner af en grund: fordi det fungerer. Men kan det ikke fungere for jer, så er der nok ikke nogen, der bliver sure, fordi de ikke bliver overholdt.
Sæt folk ved siden af nogen, de kan snakke med
Der er intet mere akavet end at blive placeret ved siden nogle mennesker, man bare ikke kan få en samtale i gang med. Så bliver det en meget lang middag, og den festlige stemning vil helt sikkert aldrig komme i gang. Sæt folk ved siden af nogen, de kender på den ene side, og nogen de deler interesse med på den anden side.
Bland de snakkesalige og de stille men sæt dem ikke sammen, så der er overtal af den ene type – er der mange højrøstede mennesker blandt de stille, vil de stille ikke få et eneste ord indført i en samtale, og er der for mange stille personer omkring de snakkesalige, vil de snakkesalige komme til at kede sig. Bland singler og par så man undgår det berygtede single-bord nede i hjørnet, som ingen har lyst til at sidde ved. Og placer skilsmissepar, der ikke kan klare synet af hinanden, så langt væk fra hinanden som muligt.
Er der børn med, er det også en god idé at sætte dem sammen, da de sikkert ikke vil synes, at det er særlig sjovt at sidde mellem alle de voksne. Det er dog ikke nødvendigt at sætte dem alle sammen ved ét børnebord. Sæt dem sammen i grupper på tre eller fire og sæt dem for bordenderne, så der ikke er tomme huller rundt omkring, så snart de rejser sig, og de voksne bliver siddende.
Du kender alle dine gæster godt, så det er helt op til dig at matche dem, der kunne komme godt ud af det med hinanden og at adskille dem, der aldrig ville kunne holde en samtale kørende med hinanden. Det vigtigste er, at folk sidder sammen med nogen, de kan snakke med noget om. Man ved, at man har ramt plet med bordplanen, når festen sætter sig selv i gang allerede under maden, så det er dette, man stræber efter at opnå.