OPUS Skolemadsprojekt serverer Ny Nordisk Hverdagsmad i børnehøjde
Ny Nordisk Hverdagsmad er måltider bestående af nordiske råvarer. Måltiderne skal være både sunde, bæredygtige og velsmagende. Råvarerne er overvejende økologiske og lokalt producerede, ligesom opskrifterne varierer efter årstid, så sæsonens råvarer bruges. Eksempler på væsentlige nordiske råvarer er: friske krydderurter, vilde svampe, nødder og frø, bær, æbler, kartofler, bønner, rodfrugter, kål, kornsorter som byg og rug, vildtkød, tang og fisk.
I OPUS Skolemadsprojekt har vi beregnet indholdet af næringsstoffer i opskrifterne og sørget for at skolemaden lever op til de Nordiske Næringsstofanbefalinger og de 8 kostråd. Blandt andet har vi lagt vægt på, at opskrifterne indeholder tilstrækkelig med frugt, grønt, fuldkorn og fisk.
Men skolemad skal kunne mere end at være sund. Børn kan være kritiske forbrugere og det er vigtigt for os, at de kan lide maden. Med Claus Meyer i spidsen har arbejdspakke 1 (Udvikling af Ny Nordisk Hverdagsmad) sørget for, at den sunde mad bliver velsmagende og indbydende. I samarbejde med arbejdspakke 2 (Accept af Ny Nordisk Hverdagsmad) er der taget højde for børns smagspræferencer, så madens sammensætning, smag og udseende appellerer til børn.
Måltiderne
Skolemaden består af et formiddagsmellemmåltid, et frokostmåltid og et eftermiddagsmellemmåltid. Formiddagsmellemmåltidet vil typisk være et stykke brød og gnavegrønt. Frokosten er en varm ret, som spises med kniv og gaffel. Vi ønsker at skabe en hyggelig måltidssituation, hvor børnene har tid og ro til at spise. Eftermiddagsmellemmåltidet vil være en snack, som kan tages med på farten, eksempelvis en pose med et stykke frugt, en brødbar og lidt nødder eller tørrede bær. Frokostmåltidet og de to mellemmåltider har tilsammen et energiindhold, svarende til omkring 45 % af et 11-årigt barns daglige energibehov.
Opskrifterne er opdelt efter de fire årstider og for hver årstid er der opskrifter, svarende til en ny ret hver dag i tre uger. Alt efter hvornår på året den enkelt skole er med i OPUS Skolemadsprojekt, vil børnene smage retter fra en til to årstider.
Se eksempler på retter her.
Louise Bergmann Sørensen, - siden er sidst opdateret d.12. december 2011