Interview med skoleleder Peter A. Rohde
”I min optik er det almindelig sund bondelogik, at hvis du ikke får noget at spise, så kan du heller ikke lære noget”
Peter Rohde er skoleleder på Melby Skole. Læring er et nøgleord, når han her fortæller hvorfor skolen har sagt ja til at deltage i forskningsprojektet OPUS Skolemadsprojekt.
Læring på menuen
Peter fortæller, at skoleledelsen sagde ja til at deltage, da de fik tilbuddet, men at de havde nogle klare overvejelser om, hvad skolen kunne bruge deltagelsen til. ”Det helt overordnede tema for mig som skoleleder er at gøre børnene parate til at lære, og at lære dem stoffet på den bedst mulige måde. Her ser vi ernæring som noget helt centralt”.
Han fortsætter: ”Tidligere havde vi noget færdigbragt kantinemad på skolen, og da det stoppede, ville vi godt finde ud af, hvordan vi kunne optimere, så vores unger fremover fik noget ordentligt at spise. Det skal selvfølgelig være sund mad for, at man kan være klar til at lære noget.”
Samarbejde med forskere
Peter forklarer, at skolemadsprojektet ligger fint i forlængelse af det ”sund mad”-tema som skolen i et stykke tid har arbejdet med. Han fortæller, at det at det har været en spændende og motiverende inspiration i hverdagen at samarbejde tæt med holdet af ernæringsforskere som kører OPUS Skolemadsprojekt. ”De har været utroligt tjekkede. Og vi har været overraskede over, hvor mange regler forskerne skal overholde, når de forsker i mennesker. Hvis de flytter 3 kommaer i informationsmaterialet, kan det tage 8 uger, før der er etisk godkendelse af, om de må det. Jeg synes, det har været spændende og lærerigt for os”.
Projekt bliver hverdag
Peter oplever, at OPUS har fyldt meget på 3. og 4. årgang, mens projektet har kørt. Skolen har brugt det som temaprojekt og inddraget nordisk mad og det tilbudte undervisningsmateriale i den daglige undervisning. ”Selvom projektet har forstyrret dagligdagen, så virker det til, at børnene egentlig hurtigt har vænnet sig til, at der kom nogle ind i klassen og observerede eller interviewede. Det virkede ikke så forstyrrende, som man kunne have frygtet”.
På spørgsmålet om, om noget skulle have været gjort anderledes, svarer han, at de måske ikke skulle have haft lærerpraktikanter i klasserne samtidig med at skolemadsprojektet kørte. ”Nogle dage var vi rigtig mange i klasserne”, smiler han.
Positiv PR og forældrekontakt
I en omskiftelig tid for folkeskolen med mange skolesammenlægninger har Melby skole kunnet promovere sig positivt med projektet, både i lokalsamfundet og kommunalt. Peter er overrasket over den store opbakning, forældrene har givet projektet. ”Den forældrekontakt vi har i dagligdagen, handler jo mest om det enkelte barns faglige udvikling. Med skolemadsprojektet har vi fået en positiv forældrekontakt om et fælles tema - hvad kosten betyder for barnets muligheder for faglig udvikling”.
Han tilføjer: ”Vi har jo ikke set resultaterne endnu, men vi har været inde og røre ved nogle ting, som alle forældre godt ved, har en eller anden form for betydning”
Julie Brønholm, - siden er sidst opdateret d.20. april 2011