Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkOPUS

Gennemsnitlig Dansk Mad

 

21.03.2011

Spørgsmål Gennemsnitlig Dansk Hverdagsmad

Jeg kan rigtig godt lide at spise brød, men meget brød indeholder fuldkorn og er derfor svært at få plads til. Hvordan kan jeg få brød der mætter godt uden at få for meget fuldkorn?

 

Svar

Der er rig mulighed for brød der mætter uden at det indeholder fuldkorn. I butikken bør du f.eks. gå efter kartoffelrugbrødet (forbagt fra frost), solsikkerugbrødet og/eller sandwichbrødet. Er du i tvivl om hvilke brød der indeholder mindst fuldkorn, så spørg i butikken.

 

En anden god måde at få lækkert brød på, er ved at bage selv, og her er mulighederne heldigvis mange. I butikken har vi flere forskellige kerner og frø, som kan give brødet struktur og smag uden at det kommer til at indeholde fuldkorn:

  1. Kerner (solsikke, hørfrø, sesam, græskar)
  2. Fibersund
  3. Hvedeklid
  4. Bulgur /couscous
  5. Kartofler – en rest kogte kartofler er gode at mose og tilsætte brøddejen.
Brød

 

Ønsker du ikke at bage selv fra bunden er der i butikken også færdige brødblandinger du kan benytte. Disse kan f.eks. tilsættes ovenstående kerner hvis du ønsker brød, der indeholder flere kerner.

 

Vi har udarbejdet en inspirationsfolder, der kan give inspiration til hjemmebagt brød uden fuldkorn. Folderen er vedhæftet og findes naturligvis også i butikken.

 

Vi har i et tidligere nyhedsbrev beskrevet, hvordan du estimerer rester af hjemmebag. Nyhedsbrevet (nr. 4) findes på hjemmesiden.


22.02.2011

SPØRGSMÅL: Hvordan får jeg de få grøntsager, som jeg må spise på ADD kosten til at fylde/fornemmes af mest muligt?

 

SVAR: Hvis man har været vant til at spise mange grøntsager hver dag, så er vi helt klar over, at den mængde grøntsager, du må få med hjem, ikke føles af ret meget. Vi vil foreslå, at man ofte anvender grøntsagerne som salat, da man volumenmæssigt får ”mest for pengene” der. F.eks. en salat med spinatblade og ruccola, æble i tern (det går så fra dagens frugtandel) lidt grønne ærter (frosne optøede) og en karry-dressing af enten olie-edikke med karry eller creme fraiche dressing med karry, begge tilsmagt med lidt sukker.

 

Efter at salaten er blandet med dressingen, kan salaten drysses med f.eks. lidt rugbrødstern, ristet med lidt olie og salt (12 minutter i ovn ved 175 grader). Sidstnævnte kan laves i en større portion og holder i flere dage, hvis de står tørt. De kan bruges i mange salattyper.

 

En anden mulighed er den gode gamle ”abemad” med gulerod, appelsin og lidt rosiner. En mellemstor gulerod rives og blandes med saften af ½-1 appelsin (går fra dagens frugtandel) med dertil hørende pulp. Tilsættes en håndfuld rosiner og evt. lidt ristede sesamfrø.

 

Vi hører ofte, at deltagere på ADD synes, at deres daglige grøntration går til løg. Løg er en dejlig grøntsag, men måske er der retter, hvor vi bruger den mere automatisk og af gammel vane, end fordi den egentlig betyder det store for smagen. Overvej hvor nødvendigt du egentlig synes løg er i dine sædvanlige retter, inden du putter et stort løg i indkøbskurven.


Sanne Kellebjerg Poulsen, - siden er sidst opdateret d.9. september 2011