Spørgsmål og Svar
Her på siden, kan du som deltager i SHOPUS butiksprojektet, finde svar på div. spørgsmål.
Spørgsmål som både dækker Ny Nordisk Hverdagsmad og Gennemsnitlig Dansk Mad findes nedenfor på denne side, spørgsmål stilet direkte til grupperne finder du under den pågældende gruppe i venstre side.
Har du som deltager i studiet, selv lyst til at stille et spørgsmål, kan du enten skrive til eller i bogen i butikken.
De bedste hilsner
SHOPUS holdet.
09.03.2011
SPØRGSMÅL: I butikken handler jeg af og til produkter, hvor jeg ikke synes at det står særligt tydeligt, hvad holdbarheden er. Derfor er jeg bange for, at jeg nogle gange får et gammelt produkt, og derfor smider jeg nogle gange ting ud for en sikkerheds skyld.
SVAR SHOPUS butikken har et ganske lille lager, så langt størstedelen af varerne bestilles hjem flere gange om ugen. Dog er der visse varer som bliver "ompakket", og andre varer har særlige krav til holdbarhed. Dem beskriver vi herunder:
Fersk fisk smides ud, når de er for gamle (sker sjældent).
Noget af den ferske fisk indfryses straks efter vi modtager det fra fiskemanden, og påføres hér en dato-mærkning.
Fersk kød smides ud, når det er for gammelt.
Noget af det ferske kød indfryses straks efter vi modtager det fra slagteren, og påføres hér en dato-mærkning.
De fleste dybfrost-varer skaffes hjem hver uge, så dér er holdbarheden meget lang. Selvom der ikke står holdbarhed på hvert enkelt produkt, så er der ikke grund til bekymring for holdbarheden. *De fleste af vores frosne bær skaffes i "større pakninger", som vi derefter ompakker i mindre portioner. For de frosne bær står udløbsdatoen på fryseren.
Hvis du er i tvivl, så spørg meget gerne i butikken. Hvis du er usikker på holdbarheden af en vare som du har fået med hjem, ja så vil vi naturligvis råde dig til at kassere varen, og huske at nævne det næste gang i butikken, fx ved at skrive det i "deltagerbogen".
04.02.2011
SPØRGSMÅL: Diætisternes rolle – hvad er det diætisterne tilbyder i vejledningen
SVAR: Diætisterne er uddannet i og har stor erfaring i at vejlede i projektkostens
sammensætning. Dette indebærer at de har stor viden om den kosttype, som deltagerne er udvalgt til at følge, og kan hjælpe med råd om, hvordan deltagerne på bedste vis kommer igennem projektet på den eksakte kosttype. Hvad diætisterne ikke kan, er at komme med råd, der gør at kosten afviger fra den sammensætning, som er formålet med projektet, og som er vedtaget i protokollen. Der er altså grænser for, hvor meget diætisterne kan trylle i forhold til at begrænse kulhydrater, sukker, undgå fedt, tilføre mere fiber eller inddrage madvarer i kosttypen, som ikke hører til ifølge protokollen. Dette står i klar modsætning til den situation, at man som ”fritlevende” menneske søger en diætist til at hjælpe sig med kost og evt. vægttab. Her har diætisten mulighed for at sammensætte en kost, der mere er tilpasset klientens ønsker. Diætisterne på instituttet er imidlertid bredt uddannet og kan vejlede inden for mange ernæringsrelaterede spørgsmål, f.eks. sult, appetit og mæthed, spisemønstre, stofskifte, vægttab, motivation og mange andre emner, som interesserer de fleste deltagere i vore projekter. De fleste der deltager i et projekt som SHOPUS, vil gerne møde en person uden for butikken, der kan lytte til de fordele og ulemper, der er ved et sådan projekt, og mange giver udtryk for at det er rart at vende tanker om hverdagen i projektet med diætisten, der gerne lytter og kommenterer. Så vores opfordring er: Brug din diætist til en god snak om kosten i projektet, men mindst lige så meget til en snak om alle de øvrige ernæringsrelaterede emner, som diætisten er inde i og som har betydning for livet både under og efter projektet.
Sanne Kellebjerg Poulsen, - siden er sidst opdateret d.9. september 2011