Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns Universitetwww.life.ku.dkOPUS

Projektbeskrivelse

200 deltagere skal i et halvt år spise efter henholdsvis Ny Nordisk Hverdagsmad eller Gennemsnitlig dansk mad. Deltagerne vil ved tilfældighed blive delt op i to grupper, hvor 120 deltagere skal følge kosttypen "Ny Nordisk Hverdagsmad" og 80 deltagere skal følge kosttypen "Gennemsnitlig dansk mad". Begge grupper kan spise ad libitum. Det vil sige efter behag og uden mængdebegrænsning. Formålet med det ubegrænsede kostindtag er, at vise om den ene kosttype i sig selv vil give en bedre mæthedsfølelse og dermed mindre kostindtag. Begge grupper vil modtage kostvejledning, hvor der ligges vægt på sund livsstil og motion.

 

Der vil blive indrettet et supermarked på Institut for Human Ernæring på Frederiksberg, hvor deltagerne selv skal hente deres fødevarer. For hver kosttype er der nogle overordnede retningslinjer, der skal overholdes, men indenfor disse retningslinjer kan deltageren frit vælge mellem en lang række fødevare. De fødevarer som deltageren vælger, vil blive registreret og på denne måde er det muligt, at kontrollere om det er i overensstemmelse med kosttypen. Hvis deltageren indtager fødevarer, som er udenfor den pågældende kosttype, skal dette rapporteres. Diverse blodprøver vil endvidere vise, hvis deltageren regelmæssigt afviger fra kosttypen.

 

I løbet af studiets varighed skal alle deltagerne regelmæssigt møde ind på Institut for Human Ernæring. Her vil der bl.a. være tre undersøgelsesdage, hvor deltagerne vil få foretaget diverse fysiologiske målinger, såsom kropsvægt, fedtprocent, talje- og hofteomkreds, konditionstest, blodtryk, samt diverse blodprøver. De tre undersøgelsesdage ligger henholdsvis ved start, midtvejs og sidst i studiet. Derudover skal deltagerne løbende møde ind til en række kostvejledninger hos instituttets diætister.

 

Efter at have fulgt den pågældende kosttype i et halvt år, følger der en 12 måneders opfølgningsperiode, hvor alle deltagerne vil blive opfordret til at følge Ny Nordisk Hverdagsmad. Denne opfølgningsperiode vil kunne vise hvor realistisk, det vil være at følge "Ny Nordisk Hverdagsmad" under ikke-kontrollerede forhold.

 

 

Subgrupper

Udover de to grupper, der skal spise efter henholdsvis Ny Nordisk Hverdagsmad og Gennemsnitlig dansk mad, bliver deltagerne yderligere delt op i tre subgrupper, A, B og C. Ud af de i alt 200 deltagere skal 100 deltage i subgruppe A, samt 100 deltage i subgruppe B. Derudover vil et mindre antal tilmed blive inviteret til at deltage i subgruppe C. Deltagerne i subgruppe C indgår således i to subgrupper.

 

Subgruppe A

Subgruppe A skal tre gange i løbet af det halve år have foretaget fedt- og muskelbiopsier. Fedtbiopsien tages fra maven og muskelbiopsien tages fra lårmusklen. Begge biopsier fortages under lokalbedøvelse og giver kun anledning til let smerte, men kan give mindre blodansamlinger i form af blå mærker. Fedt- og muskelbiopsierne vil bl.a. blive brugt til afdække eventuelle ændringer i skeletmuskulaturen og fedtvæv som følge af kosttypen.

 

Subgruppe B

Subgruppe B skal udføre to 3-døgns fæces opsamlinger. Deltagerne vil mundtligt blive instrueret i, at udføre opsamlingen. Fæces opsamlingerne bruges bl.a. til at søge efter nye kostmarkører, der kan øge forståelsen af de fysiologiske ændringer kosttyperne måtte forårsage.

 

Subgruppe C

Subgruppe C skal deltage i et fokusgruppeinterview, som er et interview med flere deltagere, hvor alle diskuterer/taler om interviewerens spørgsmål. Der vil blive gennemført to fokusgruppeinterviews med hver kostgrupper. Hver fokusgruppeinterview vil bestå af 6-8 deltagere og det tilstræbes, at sammensætningen bliver så forskellig som mulig mht. køn, alder, uddannelsesniveau mm. Formålet med fokusgruppeinterviewene er at sammenligne madrelaterede erfaringer i forbindelse med indkøb, madlavning, spisning mm. Fokusgruppeinterviewene vil lægge til grund for en undersøgelse af de sociale og kulturelle erfaringer, som deltagerne har oplevet i forbindelse med de to kosttyper.

 

 


Sanne Kellebjerg Poulsen, - siden er sidst opdateret d.9. september 2011