Rapport: Beskrivelse af 8- til 10-årige og 12- til 14-årige børns kost
Fuldkorn til morgenmad og frugt eller grønt til mellemmåltid er blandt anbefalingerne i en rapport om ændringer til børns kost, så den i højere grad opfylder anbefalingerne.
På baggrund af den Nationale Undersøgelse af Danskernes Kostvaner og Fysisk Aktivitet er resultaterne vedrørende 8- til 10-årige og 12- til 14-årige børns måltidsvaner i perioden 2000-2006 behandlet i denne rapport. Datamaterialet omhandler i alt 791 børn, hvis mad- og drikkevaner er registreret i løbet af en uge.
Resultaterne munder ud i en række forslag til ændring af børnenes kost, for at den i højere grad kan opfylde anbefalingerne:
- Morgenmadens brød bør erstattes af fuldkornstyper, og sukkerrigt pålæg erstattes af mager ost og kødpålæg samt frugt og grønt som pålæg. Søde og fuldkornsfattige morgenmadsprodukter bør erstattes af havregryn eller andre fuldkornsprodukter.
- Mellemmåltiderne forbedres ved at indtaget af slik, kager, is og snacks reduceres og erstattes af frugt, grønt og fuldkornsprodukter.
- Til frokosten bør hovedsageligt anvendes fuldkornsprodukter, uanset om frokosten består af smørrebrød eller fast food. Indtages smørrebrød, bør fiskepålæg anvendes ofte, og magre kød- og ostepålægstyper bør foretrækkes. Indtaget af frugt og grønt til frokost bør øges, enten som pålæg eller som tilbehør.
- Saltindtaget bør begrænses.
- Indtaget af søde drikke bør reduceres og erstattes af vand. Søde drikke bør ikke indtages til hverdagsmåltiderne, men bør serveres kun ved særlige lejligheder. Mælken bør være mager mælk som mini-, skummet- eller kærnemælk, og ikke kakaomælk.
Læs hele rapporten her
OPUS, - siden er sidst opdateret d.13. januar 2011