Børnene skal med i køkkenet - 25.05.2011
Foto: Anne-Li Engstrøm
De første tre skoler er nu fundet til det store Skolemadsprojekt under OPUS. 3. og 4. klasse på Hedegårdsskolen, Hvalsø Skole og Lindevangsskolen skal i syv måneder spise Ny Nordisk Hverdagsmad.
Fra august 2011 og syv måneder frem skal der kokkeres på Ny Nordisk Hverdagsmad på en række danske skoler, og nu er de første tre skoler der deltager i det store Skolemadsprojekt fundet. Skolemadsprojektet er en del af OPUS, og har til formål at undersøge om Ny Nordisk Hverdagsmad – måltider baseret på nordiske råvarer – forbedrer børnenes sundhed, indlæring og generelle trivsel.
Fakta om skolerne og elevernes deltagelse
3. og 4. klasse på Lindevangsskolen på Frederiksberg, Hedegårdsskolen i Ballerup og Hvalsø Skole i Lejre deltager indtil videre i projektet. Børnenes deltagelse i projektet er frivillig – men de børn som gennemfører slipper for at spise madpakke i tre måneder samtidig med, at de blandt andet skal med i køkkenet for at lave maden, skal have taget blodprøver og måles, vejes og scannes. Til gengæld for indsatsen får børnene gratis mad i skoletiden og viden om råvarer og sundhed. Læs mere om projektet på foodofLIFE.dk/OPUS |
Som noget helt unikt skal børnene med i køkkenet og lave mad til deres klassekammerater. Det sker for at give børnene forståelse for råvarerne og tilberedningen. Erfaringen viser, at det har stor effekt på børnenes lyst til gå ombord i pighvar, havtornbær og hjemmebagte rugbarer, hvis de involveres i processen med at lave maden. Madlavningen styres på hver skole af 1 – 2 køkkenfaglige personer, som projektet pt. er på udkig efter.
Gøre en forskel på skolen
Viceinspektør Morten Flotin Jensen fra Hedegårdsskolen ser med forventning frem mod skolens deltagelse i OPUS:
"Vi har meldt os i en forventning om, at OPUS Skolemadsprojektet kan gøre en forskel for de deltagende børn, og ligeledes at vores skole gør en forskel for projektet. Det kræver noget af eleverne og lidt af både lærere og forældre – men til gengæld bliver vi tilført ressourcer på skolen, der giver børnene nye oplevelser med sundhed og madlavning".
Skoleleder Kurt Sørensen fra Hvalsø Skole er enig og tilføjer:
"Vi tror at skolemadsprojektet vil skabe grobund for at vores i forvejen gode børn trives endnu bedre og lærer endnu mere, end de gør i forvejen".
Kokke og madmødre søges til projektet
Til at styre madlavningen på skolerne søger projektet i øjeblikket efter kokke og madmødre, der både har erfaring med børn og lyst til at have dem med i køkkenet på de deltagende skoler:
"Det handler om at forvandle gode råvarer til dejlige måltider i fællesskab med børnene - alt imens børnenes ejerskab for maden og forståelse for råvarernes oprindelse udvides", siger Mathias Krog Holt, der er madudvikler og køkkenchef i OPUS. Han fortsætter:
"I OPUS Skolemadsprojekt er vi ekstremt glade for, at skolernes elever og personale har budt os indenfor. Nu mangler vi så bare at ansætte de mennesker, der bliver projektets daglige ansigt på skolerne".
Fakta om jobopslaget
Til Hedegårdsskolen i Ballerup og Hvalsø Skole i Lejre søges der kokke og madmødre, der kan tage børnene i hånden, når de skal lave mad. Der kan læses mere om jobbet på foodofLIFE.dk/OPUS. Der er ansøgningsfrist d. 5. juni 2011, og ansøgningen skal sendes elektronisk via jobportal.ku.dk – du finder opslaget ved at skrive "skolemadsprojektet" i fritekst-søgefeltet nederst på siden. |
(Publiceret på foodofLIFE.dk)
OPUS, - siden er sidst opdateret d.21. september 2011