Økonomiske eksternaliteter

At overlade ansvaret til forbrugeren selv er selvfølgelig mest oplagt, hvis han er en rationel, nyttemaksimerende økonomisk agent, der har fuldt overblik over konsekvenserne af sine handlinger; det som økonomer kalder en ”homo oeconomicus”. Men selv i perfekte markeder befolket med rationelle agenter kan der være forskel mellem det privatøkonomisk og det samfundsmæssigt rationelle.
 

Den nyttemaksimerende individualist vil ikke nødvendigvis tage hensyn til, at samfundet er et netværk af relationer mellem individer. Den enkeltes handlinger vil påvirke andres valg – det er mere oplagt at spise og drikke for meget, hvis det gøres i andres selskab, ligesom det kræver mindre selvovervindelse at dyrke motion, hvis det sker i en gruppe. Den enkeltes lykke (nytte) afhænger også af andres lykke og helbred; så hvis et familiemedlem eller en bekendt lider af livsstilssygdomme eller er sur over at skulle forsage god mad og drikke, vil det også påvirke omgangskredsens velfærd. Det samfundsmæssigt optimale fremkommer altså ikke nødvendigvis ved en individuel nyttemaksimering.

 

Der kan også være mere direkte økonomiske institutioner, der binder agenternes handlinger sammen. Hvis der er sociale ordninger og et offentligt betalt sundhedsvæsen, vil konsekvenserne af den usunde levevis ikke fuldt ud blive betalt af det enkelte individ selv. Hvis valget af kost undergraver den enkeltes helbred og arbejdsevne, vil han ikke selv bære alle de økonomiske tab, men blive kompenseret med førtidspension, hvor imod den ”sunde” forbruger bidrager til det offentlige med skatter. Den usunde forbrugers helbred vil også kunne kræve behandlinger, som udføres gratis (dvs. betalt af de sunde forbrugere) i det offentlige sundhedsvæsen.

Og det er ikke kun via det offentlige, der overføres midler fra den sunde og arbejdsduelige til den af livsstilssygdomme plagede. Det kan også ske via arbejdsmarkedet. Her vil der ofte blive givet samme løn til den sunde og effektive som til den, hvis produktivitet er plaget af livsstilssygdomme¹.  Også her sker der altså en overførsel af en del af den sundes produktionsresultat til den usunde og ineffektive arbejder.

 

Vi har bl.a. i de nordiske lande meget bevidst valgt en samfundsstruktur, hvor ”de stærkeste skuldre bærer de største byrder”, og hvor vi fører en solidarisk lønpolitik. Her kan og vil vi ikke dømme om, i hvor høj grad det er selvforskyldt, at man bliver stærk eller svag. Men hvis det er tilfældet, er det vel også rimeligt, at det offentlige med kampagner, reguleringer, afgifter og subsidier prøver at påvirke de enkelte agenters valg i en sund retning? Valget af en solidarisk samfundsindretning giver nødvendigvis også en vis ret til at gribe ind i den enkeltes beslutninger. Her skal ikke diskuteres, hvor langt man skal gå i solidarisk retning, men blot understreges, at med solidaritet følger også et argument for retten til at blande sig i den enkeltes valg.

 

Note 1: Det kan dog også være omvendt. Visse amerikanske undersøgelser indikerer, at fx fede diskrimineres så meget, at deres løn er mere nedsat end deres produktivitet.

 

Forrige afsnit - Næste afsnit: Usikkerhed og irrationalitet