Forbrugersuverænitetens udvidede grænser

Af mange grunde går den langsigtede trend mod større og større valgmuligheder for forbrugerne. Det skyldes både ideologiske, fysiske og økonomiske forhold. Det er her et afgørende udgangspunkt, at mennesket i modsætning til en lang række andre dyrearter fra naturens hånd er altædende. Hvor koalabjørnen kun spiser eukalyptusblade, rovdyr kun kød og savannens planteædere kun græs, så er der en række arter som mennesker, rotter og kakerlakker, der er stort set altædende. Det har siden Paul Rozin ”The selection af Foods by Rats, Humans, and other Animals” fra 1976 fået nogen til at tale om ”The Omnivore’s dilemma”, se Pollan (2006). Mennesket kan vælge indenfor et meget bredt spektrum af levnedsmidler, hvoraf nogen er sunde, nogen smager godt og nogen er let tilgængelige.

 

Men det er ikke kun det, at mennesket er altædende, der giver de store valgmuligheder. Siden mennesket blev udviklet som art, er valgmulighederne gradvist blevet udvidede. De oprindelige jæger- og samlersamfund var i høj grad afhængige af, hvad der på deres egn var at jage og samle. Med overgange til agerdyrkning kunne mennesker i langt højere grad selv bestemme, hvad de ville dyrke. Det gav dog i starten ikke den store valgfrihed; i subsistenssamfund var man nødt til at leve af de afgrøder, der gav det højeste udbytte. Men med den tekniske udvikling – gødning, kunstvanding, drivhuse og opvarmning – blev man mere og mere uafhængig af de naturgivne forhold. Samtidig blev forbrugerne så rige, dvs. producenterne så produktive, at man ikke kun behøvede at tage hensyn til, hvordan man blev mæt, men også hvilke fødevarer, der på en eller anden måde fx smagsmæssigt var attraktive.

Den fuldstændige uafhængighed af den omgivne natur er noget forholdsvis nyt, som flytransport, vakuumpakning, frysere, køleskabe og køleskibe har gjort mulig. Bare for en eller to generationers siden var situationen en anden. Da var en lang række fødevarer sæsonbestemte. Frisk frugt hørte efteråret til, og man slagtede helst i de kolde måneder.

Samtidig var det i høj grad regionalt, hvad man spiste. I landbosamfundene i Danmark blev bacongrisen efter 1880’erne et dominerende dyr. Her blev stegt flæsk (om sommeren og efteråret med persillesovs) noget, man spiste flere gange om ugen, og pålægget var røget svineskinke og leverpostej. Leverpostej blev dansk nationalpålæg, ikke fordi danskerne fra starten elskede det, men fordi leveren af de mange grise, der blev eksporteret som baconsvin til England, blev et ikke- eksporterbart restprodukt, som søgte en fornuftig anvendelse. I fiskersamfund som Bornholm, hvor sild var den lettest tilgængelige fødevare, serverer man stadig stegt fersk sild, røget sild, saltstegte sild, ristede salte sild (krakket sild) og spegesild som hovedretter. I Schweiz, hvor de hverken havde fisk eller svin, er osteprodukter stadig en hovedspise og i flere varme former, fx ostefondue.

 

I dag er fødevaremarkederne derimod globale. Man kan få fisk midt i de største fastlande, friske sydfrugter i de polare egne, og der er ingen sæson i fødevareudbuddet. Rygning og saltning er noget man gør for smagens skyld, ikke af hensyn til holdbarheden. Forbrugernes valgmuligheder er blevet uendelige.

Men det er ikke kun rigdommen og de fysiske muligheder, der har udvidet valgmulighederne. Der er også sket en frigørelse ved valget af måltider fra moralske og ideologiske bånd. I det klassiske samfund var der en lang række religiøse forskrifter for, hvad man kunne spise. Det er dem, vi stadig ser i fx muslimske lande med faste og forbud mod svinekød. Også vi havde fasteperioder, og i den klassiske kristendom var frådseri en af de syv dødssynder, se Lindhardt (2001). ”Salige er de, hvem nåden oplyser sådan, at ej smagens lyst i deres bryst for stort begær optænder, men som bestandigt hungrer efter retfærdighed”, skriver Dante (Lindhardt, 2001 side 90). Frådseri var uanstændigt og appetit på denne verdens goder en stærkt kritisabel last. Lyst og vellevned var alvorlige synder. Sådan ser vi ikke længere på det.

Også i økonomien er der sket en frigørelse fra bundne normer. Indtil sidst i 1800-tallet var priserne ikke bare noget, der bevægede sig frit flydende efter markedernes forgodtbefindende. Man havde også en værditeori; varerne havde en brugsværdi og en ”retfærdig” pris. Det var først med grænsenytteteoriens gennembrud i 1870’erne og 1880’erne, at markedernes priser blev enerådende og uforankrede i noget værdibegreb.

Den ”altædende” forbruger står altså i dag i modsætning til for bare et par generationer siden med et helt frit valg af, hvad han vil spise. Der er meget få fysiske, økonomiske eller moralske bånd på valget. Men dette frie valg har mange konsekvenser, herunder også en række langsigtede miljø- og helbredsmæssige. Og den vestlige fedmeepidemi tyder på, at disse frie valg ikke er uproblematiske. I et land som USA, der er længst i denne udvikling, er over en trediedel af befolkningen egentlig fede, og livsstilssygdomme er i alle de vestlige lande et samfundsmæssigt hovedproblem.

Det er derfor helt berettiget, at der mange steder er en intens debat om, hvor mange restriktioner det offentlige skal lægge på forbrugernes valg af fx levnedsmidler, drikkevare og rygning. På den anden side er netop, hvad vi spiser, noget meget personligt, og mange frygter derfor, at staten på dette område skal udvikle sig til en sand barnepigestat, der tager ansvaret fra den enkelte. Der er således god grund til at se nøgternt på de forskellige argumenter for og imod indgreb i fødevarevalgene.

 

Forrige afsnit  - Næste afsnit: Økonomiske eksternaliteter