Forbrugersuverænitet og livsstilssygdomme - 06.10.2009

Med den øgede velstand og den moderne fødevareindustri er forbrugernes valg af levnedsmidler blevet næsten ubegrænsede. Der er heller ikke længere nogen moralske bindinger på valget. Det rejser spørgsmålet, om staten af sundhedspolitiske grunde er nødt til at lægge nye restriktioner på dette valg.

 

Af Niels Kærgaard, professor i jordbrugspolitik på Fødevareøkonomisk Institut, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet

 

Artiklen er publiceret i Samfundsøkonomen 2. oktober 2009

 

Det er en permanent diskussion i økonomi, i hvor høj grad staten skal blande sig i de enkelte agenters adfærd. Hovedtendensen har i det meste af tiden siden Adam Smiths ”Wealth of Nations” fra 1776 været, at mest muligt skal overlades til markedet. Det er af en lang række af økonomiens største koryfæer med Leon Walras, Vilfred Pareto, Kenneth Arrow og Gerhard Debreu i spidsen vist, at under passende forudsætninger vil et frit marked generere en optimal situation.

 

Det har imidlertid også siden Arthur C. Pigou (1920) været en etableret del af økonomisk teori, at der findes en lang række situationer, hvor der er eksterne effekter, dvs. samfundsmæssige omkostninger eller gevinster, der ikke indgår i virksomhedernes normale markedsmæssige regnskaber. Specielt indenfor miljøøkonomien og i landbrugspolitikken har de eksterne effekter som fx forureningsomkostninger og landskabsforvaltning spillet en stor rolle. Teorien er yderligere udviklet af bl.a. Ronald H. Coase (1960).

 

Det er altså nu den herskende lære, at agenterne og markederne skal have lov at passe sig selv – i hvert fald hvis der ikke er specifikke argumenter for indgreb. Eventuelle indgreb i markedet må have en konkret begrundelse i form af markedsfejl som fx eksternaliteter.
 

I denne artikel ses i 2. afsnit først på forbrugersuverænitetens stadigt stigende udfoldelsesmuligheder. Afsnit 3. diskuterer klassiske eksternaliteter, der kan begrunde offentligt indgreb selv i en situation med nogenlunde fuldkomne markeder med rationelle agenter. I 4. afsnit diskuteres om ikke forudsætningen om en individuel rationalitet er urealistisk, og hvad det betyder. 5. afsnit ser på tidsperspektivet (man kan ofte spise usundt i årtier inden helbredskonsekvenserne viser sig) og betydningen heraf. I 6. afsnit overvejes mulighederne for at gøre det sunde til et mere attraktivt valg, herunder forskningsprojektet OPUS. Endelig er 7. afsnit en kort konklusion.

 

Næste afsnit: Forbrugersuverænitetens udvidede grænser