Rundtur til Island, Færøerne og Grønland

Fortsat fra "Det nye nordiske køkken"

 

Vi skriver tidligt forår 2003 – ni måneder før nomas åbning. Et storstilet projekt var i gang, der inden længe ville betyde, at Islands ambassade og hjemmestyrerepræsentationerne for Færøerne og Grønland skulle have fælles adresse i pakhuset, hvor engang Kongelige Grønlandske Handel lå, og som fremover ville blive kendt under navnet Nordatlantens Brygge.

 

Nogle måneder senere begav vi os ud på en fire uger lang studietur til de nordatlantiske lande. Første destination var Færøerne, hvor vi oplevede vores første store overraskelse. Ja, måske den største overhovedet på rejsen. I forbindelse med en omgang kaffe så vi vores vært skrælle en majroe. »Spiser I det til kaffen?«, spurgte vi.

 

Det gjorde man, og vi skulle snart forstå hvorfor. Majroen var færdigudviklet flere måneder efter de danske. Modningsperioden havde været meget lang, nætterne kølige, og undervejs havde majroen haft adgang til rigeligt lys og en meget fugtig jordbund. Den var saftig som en pære, og kødet forenede roens bitterhed med pærens sødme.

 

Ingen af os havde smagt noget lignende!

 

Så gik turen til Færøerne

På Færøerne mødte vi også skipperen Birger Enni, manden, der havde fundet lokale muslingebanker med 45 år gamle hestemuslinger. De var enorme, fyldt med vidunderligt orangerødt muslingekød og med den dybeste muslingesmag, man overhovedet kan tænke sig. Et brøl fra en anden tid.

 

På Island lod vi os begejstre over surmælksproduktet skyr, som fremstilles med en ældgammel bakteriekultur og på basis af mælk fra de islandske køer, hvis race er ubrudt siden vikingetiden. Vi kunne få skyren hjem, upasteuriseret. Vi smagte de lokale lam, ligesom vildtvoksende skotsk timian, biodynamisk perlebyg, fisk – bl.a. røding – og tang af ekstremt høj kvalitet.

 

Grønland bød også på overraskelser. Bl.a. opsporede vi en kommune, der kunne skaffe kvanrødder, kvanblade og kvanfrø. For første gang så vi de store moskusokser, som jo egentlig er en slags bjerggeder, og vi smagte monstrøst godt rensdyrkød. Det lykkedes os at skaffe et parti nyfangne grønlandske seks år gamle koldvandsrejer, som med deres velsmag – både rå og lynstegte – slog benene væk under os.

 

Hellefisken var også af en kvalitet, man aldrig møder i Danmark, og de små fede laksefisk angmassatterne, som på dansk hedder lodder, gav os mange sære idéer.

 

Sidst, men ikke mindst var sortebærrene og krydderurten grønlandspost blandt de gode sager, vi også glædede os til at få fingrene i, når alt en dag var kørt i stilling hjemme i København. Vi havde fundet masser af vidunderlige råvarer, der nærmest af sig selv voksede ud af landskaberne.

 

Læs videre i "Besværlige forsyningslinjer"

 

(Publiceret på foodoflife.dk og i Politiken)