Plasma kan forhindre Listeria i kødprodukter - 02.01.2012
Udskårne kødprodukter kan blive sikrere med resultater fra et prisbelønnet speciale på LIFE. Koldt plasma kan hæmme Listeria-bakterien, viser specialets konklusioner.
I skivede kødprodukter, som fx skinke, spegepølse og lignende, er der risiko for, at Listeria-bakterien udvikler sig og vokser, da den eksponerede overflade er større end i fx hele skinker og spegepølser. Resultater fra et speciale på LIFE tyder på, at hvis de færdigpakkede kødprodukter udsættes for plasma kan væksten af Listeria reduceres.
| Plasma er ioniseret gas dannet i et elektrisk felt. Heri kan dannes en række reaktive (anti-bakterielle) stoffer såsom ozon, hydroxyl radikaler og nitrogenoxid afhængig af den oprindelige gas sammensætning. |
Resultaterne fra specialet tyder desuden på, at nogle forpakkede produkter kan blive behandlet med plasma for derved at reducere risikoen for overfladekontaminering og bakterieudvikling.
Med resultaterne fra specialet kan der potentielt udvikles metoder, der på sigt kan gøre udskårne kødprodukter sikrere for forbrugeren.
Præmie for resultater
Resultaterne kommer fra ph.d.-studerende Sara Katrine Røds speciale, som hun forsvarede i marts 2011. Sara Katrine Rød deltog november 2011 i EFFoST’s (European Federation of Food Science and Technology) årlige konference, der i år foregik i Berlin. På konferencen præsenterede hun resultaterne fra sit speciale på en poster, og hendes resultater og poster bragte hende en flot 2. plads i ”Student of the Year”-konkurrencen.
"Det er utroligt anerkendende, at de resultater, jeg opnåede i mit speciale, rækker så langt ud som de gør og vækker så stor en interesse. Endvidere har 'Student of the Year'-prisen åbnet op for en række interessante kontakter til Europæiske forskere indenfor fødevaresikkerhed og yderligere forstærket min selvtillid og gejst for mit arbejde som ph.d. studerende,” fortæller ph.d.-studerende Sara Katrine Rød.
Ud over æren fik Sara Katrine Rød €500 og en rejse til Vilvoorde, Belgien, i januar 2012 til et arrangement ved Cargill's Research and Development Centre. Speciale-projektet var et samarbejde mellem LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Teknologisk Institut og RISØ.
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.2. januar 2012