Forskere forebygger økosvindel - 11.01.2012
En stigende efterspørgsel på økologiske fødevarer har i de senere år medført madforfalskning og snyd. Det vil et nyt europæisk forskningsprojekt gøre op med.
|
Dyrkning og geografisk oprindelse Der vil være forskelle mellem konventionelle og økologiske fødevarer på flere måder, som man kan måle ved at analysere frugt og grønts kemiske sammensætning.
Når man dyrker økologisk er der nogle særlige krav. Man må for eksempel ikke bruge pesticider, og det giver nogle helt bestemte aftryk på metabolomet, som er plantens totale indhold af kemiske stoffer.
Økologisk dyrket frugt og grønt må kun få tilført organisk gødning, såsom husdyrgødning, kompost og grøngrødning. Denne gødningskilde kan også spores i plantens sammensætning af stabile isotoper.
Det er også muligt kemisk at måle, hvor fødevarerne er dyrket geografisk. Hvis man eksempelvis dyrker grøntsager ved Ringsted, finder man, at Ringsted-jorden har en helt bestemt mineralogisk sammensætning og de planter, der gror der, modtager et aftryk som er helt unikt for Ringsted-egnen. |
Mange økologiske fødevarer som eksempelvis olivenolie, kaffe og vin bliver i dag solgt til merpriser på grund af deres produktionsform, særlige geografiske oprindelse eller fravær af uønskede stoffer.
I de senere år har der været flere tilfælde af forfalskning og snyd, hvor konventionelt dyrkede fødevarer er blevet solgt som økologiske. Det øger behovet for værktøjer, der kan sikre, at fødevarernes oprindelse og dyrkningsform kan spores.
Kontrol af oprindelse og produktionsform
AutenticFood er et nyt, europæisk forskningsprojekt med forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet i spidsen.
Forskningsprojektet samler førende eksperter fra 11 europæiske lande for at udvikle pålidelige analysemetoder, der både kan afsløre fødevarens geografiske oprindelse og om den er økologisk eller ej.
"Der er i dag en enorm interesse for, hvor fødevarerne kommer fra og om de er, hvad de udgiver sig for at være; for eksempel om de er økologiske. Som ansvarlig fødevareproducent er man derfor meget interesseret i, at forbrugerne har tillid til produktet", siger projektleder og professor Søren Husted fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og fortsætter:
"Der er ingen tvivl om, at vores resultater vil øge troværdigheden omkring den økologiske produktion og på den måde forhindre svindel med økologiske varer i fremtiden".
Stor hjælp for fødevaremyndigheder i hele Europa
Ved at analysere den kemiske sammensætning i frugt og grøntsager kan forskerne for eksempel spore forskelle mellem konventionel og økologisk dyrkning.
I laboratoriet kan blandt andet brugen af pesticider i dyrkningen spores i fødevarerne. Også de geografiske jordbundsforskelle sætter forskellige aftryk på fødevarerne, som forskerne kan måle.
Forskerne regner med, at de analytiske redskaber som forskningsprojektet vil udvikle kan blive taget i brug af fødevaremyndigheder både på nationalt og på europæisk plan i løbet af de kommende år.
|
Faktaboks: Projektet kører de næste 3 år og er finansieret af CORE Organic II, som en del af FP7 ERA-NET projektet.
Projektet er ledet af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og der deltager 16 partnere fra 11 lande i EU og det samlede budget er på cirka 8 millioner kroner.
Deltagerne er blandt de førende forskningsinstitutioner i Europa, der alle beskæftiger sig med analyse og certificering af fødevarers ægthed med hensyn til råvarer, geografisk oprindelse og produktionsform. |
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.11. januar 2012