Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Ekstra vitaminer og mineraler kan hjælpe tuberkulose-ramte - 29.03.2011

Det tager seks måneder at behandle tuberkulose. Ny forskning kan hjælpe patienterne til at genvinde deres kræfter hurtigere.

Af Signe Rosendal Rasmussen, kommunikationsmedarbejder

 

Tuberkulose kan gøre folk uarbejdsdygtige i lang tid, og blandt fattige i Afrika kan dette give problemer med at skaffe mad på bordet til deres familier. Ikke nok med at selve behandlingen tager seks måneder, men efter endt behandling har patienterne ofte færre kræfter og kilo på kroppen. Ved hjælp af en vitamin- og mineralberiget kiks kan kræfter og kilo dog vende hurtigere tilbage til de tuberkulose-ramte, skriver danske og tanzaniske forskere i det ansete amerikanske tidsskrift Journal of Nutrition.

 

Tuberkulose

En tredjedel af verdens befolkning er smittet med tuberkulose-bakterien. De er ikke syge, men har latent tuberkulose, hvilket betyder, at bakterien sover i nogle hvide blodlegemer. Hos måske fem procent vil tuberkulose-bakterien på et tidspunkt vågne op (det kan være mange år efter, man er blevet smittet) og forårsage tuberkulose-sygdom, fx i form af lunge-tuberkulose.
Underernæring, rygning, alkoholmisbrug, diabetes og ikke mindst HIV-infektion øger risikoen for, at den latente tuberkulose blusser op som tuberkulose-sygdom.

"Vi har fra tidligere studier fundet, at patienter har et vægtunderskud på gennemsnitlig 10 kg, når de starter på behandlingen af tuberkulose, men de tager kun 6 kg på under behandlingen. Ikke nok med at de ikke genvinder deres vægt, det er også forventeligt at de – selvom de primært har tabt mager kropsmasse, altså muskler og organmasse – overvejende genvinder fedt, fordi de mangler de særlige vækstnæringsstoffer", fortæller professor Henrik Friis fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.


For mange tager det altså lang tid at blive fuldt arbejdsdygtige igen og dermed i stand til at skaffe mad til familien. Derfor har danske forskere i samarbejde med tanzaniske forskere undersøgt effekten af vitamin- og mineraltilskud til tuberkulose-ramte patienter i Tanzania.

 

"Kiksen med vitaminer og mineraler øgede vægtstigningen og muskelstyrken (målt ved hjælp af et såkaldt hånddynamometer, der målte gribestyrken, red.) under tuberkulose-behandlingen", siger professor Henrik Friis, og fortsætter:

 

"Ud over at øget muskelstyrke i sig selv er vigtigt i en fattig befolkning, så afspejler det en øget opbygning af mager og ikke fed kropsmasse. Og det betyder formentlig også mindre risiko for diabetes, som er på hastig fremmarch – også blandt fattige i ulandene".

 

Over 800 patienter deltog i forsøget

 

Studiet fandt sted i byen Mwanza i Tanzania, og 865 tuberkulose-patienter deltog. Patienterne blev delt i to grupper, og i de første to måneder af behandlingen fik patienterne i den ene gruppe en vitamin- og mineralberiget kiks, mens patienterne i den anden gruppe fik en almindelig kiks.


Forskerne undersøgte i projektet blandt andet patienternes kropsvægt og muskelstyrke for at se, hvilken effekt de ekstra vitaminer og mineraler havde på patienterne. De ekstra mineraler og vitaminer øgede patienternes vægtstigning med 590 gram i snit, mens deres muskelstyrke blev øget med 1,6 kg.

 

Forskerne fandt yderligere, at kosttilskuddet kun har en gavnlig effekt hos de tuberkulose-patienter, der ikke også har HIV. Blandt patienter med samtidig HIV-infektion mindskede kosttilskuddet vægtstigningen med 1.4 kg. Derfor kræver det yderligere undersøgelser at finde et gavnligt tilskud til patienter med HIV.

 

Fakta om projektet

Studiet er blot et af mange forsøg omkring kost og sygdomme i Afrika, som forskerne på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet deltager i sammen med blandt andre forskere fra Syddansk Universitet. Læs mere i artiklen Kosten skal hjælpe de syge i Afrika

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.9. november 2011

Læs mere om vitaminer

Læs mere om vitaminer i vores Leksikon:

 

Vitamin A 

Vitamin B 

Vitamin C 

Vitamin K 


This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen