Raw food - er det virkelig sundere? - 11.04.2011
Foto: Skærmdump fra Viden Om
Raw Food har i årevis været in i Hollywood, nu er madtrenden på vej til Danmark som et sundt indspark. Men er tendensen med de rå fødevarer virkelig sundere end at spise tilberedte fødevarer?
Tanken bag Raw Food er blandt andet, at råvarerne på intet tidspunkt skal varmes op til over 42 grader, da man derved får mest muligt ud af fødevarernes gode egenskaber.
Viden Om har kigget nærmere på fænomenet Raw Food og tankegangen bag, og med hjælp fra lektor Susanne Bügel og lektor Karsten Olsen fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet undersøges det om Raw Food nu også er så sundt.
Tilberedning kan frigøre vitaminer
Susanne Bügel fortæller i programmet, at selvom nogle af grøntsagernes vitaminer forsvinder ud i kogevandet, så vil tilberedning af vores fødevarer være med til at frigøre nogle vitaminer, så det bliver lettere for os at optage dem.
Karsten Olsen fortæller, at det er rigtigt, at enzymer ændrer struktur, når vi varmebehandler vores fødevarer, men enzymer i grøntsager er ikke noget vores krop har brug for. Så derfor har vi ikke nødvendigvis brug for de enzymer, der kommer aktive ind i kroppen igennem Raw Food.
Se mere om Raw Food i Viden Om

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.18. april 2012