Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Drop kalkpillen, hvis du er rask - 24.05.2011

Nye forskningsresultater udført af forskere fra New Zealand og Skotland viser, at kosttilskud, der kombinerer kalcium og D-vitamin, øger risikoen markant for hjerte-kar-sygdomme.

Undersøgelsen er en opfølgning på en undersøgelse fra sidste år, hvor forskerne kunne dokumentere, at kalktabletter, der ikke indeholder D-vitamin, øger risikoen for at udvikle hjertesygdom med blodpropper med 30 pct.
 
Nu viser, det sig imidlertid i en undersøgelse publiceret i det ansete British Medical Journal, at også kombinerede kalk- og D-vitamintabletter øger forekomsten af blodpropper i hjertet med 24 pct. og i hjernen med 15 pct.:
 

Risikogrupper og anbefalinger

Ældre over 70 anbefales at kombinere D-vitamin med 800-1000 mg kalcium uanset om de får mælkeprodukter eller ej.

 

Børn med allergi overfor mælk anbefales kalciumtilskud (www.foedevareallergi.dk)

 

Ældre under 70 år og gravide anbefales at kombinere D-vitamin med kalcium, hvis de ikke får mælkeprodukter. Henholdsvis 500-1000 mg og 500 mg. 

"Konklusionen er desværre, at man skal holde op med at tage disse kosttilskud, medmindre man tilhører en særlig risikogruppe. Har man fået lægeordineret kosttilskud pga. eksempelvis alvorlig knogleskørhed, så skal man naturligvis fortsætte med at tage kalcium og D-vitamin, og ved denne tilstand er der god dokumentation for, at kosttilskuddene nedsætter sygelighed og dødelighed ved knogleskørhed. Men tilhører man ikke én af de særlige risikogrupper (se faktaboksen til højre, red.), så bør man nok holde pause, indtil videnskabelige selskaber og andre autoriteter har fået fordøjet de nye resultater, og sammenholdt resultaterne med en ny mindre dansk undersøgelse, som endnu ikke er publiceret. Den tyder ikke på, at der er nogen øget risiko for blodpropper", siger professor Arne Astrup fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet.
 
Almindelige vitaminpiller indeholder som regel ikke kalcium, og er derfor i denne sammenhæng uproblematiske, fordi D-vitamin alene ikke øger risikoen for hjerte-kar-sygdom.

 

Dæk kalciumbehovet gennem kosten

Forskerne anbefaler, at man får sit kalciumbehov dækket gennem kosten. Alle magre mejeriprodukter, nødder og grøntsager som spinat og broccoli indeholder store mængder kalcium i samme komplekse form, som vi bruger i kroppen. Kalcium fra kosten optages derved hurtigt i kroppen og indbygges i tænder, knogler og muskler. Kalcium fra kosttilskud har derimod ikke de samme sundhedsfordele som kalcium fra naturlige kilder:
 
"Mejeriprodukter nedsætter risikoen for hjertesygdom, blodprop i hjernen og diabetes, så den optimale løsning er at få sit kalciumbehov dækket fra mad og ikke fra piller. Det kræver ikke mere end en halv liter mælk, lidt yoghurt og ost hver dag. Så er man samtidig sikret en god mængde protein, som mætter fint og slanker", fortæller Arne Astrup.
 
Det er ikke første gang, at kosttilskud viser sig at have bivirkninger og forskerne anbefaler derfor, at man ikke tager kosttilskud, hvis man er rask:
 
”Det er mindst tredje gang, det viser sig, at kosttilskud øger risikoen for kroniske lidelser, så forbrugerne bør kun tage kosttilskud, når der reelt er behov for dem. Sikkerheden ved vores almindelige vitaminer og mineraler er nemlig ofte dårligt dokumenteret. Vi ved, vi har behov for dem fra maden, men vi kender ikke sikkerhedsgrænserne for indtag særlig godt", fastslår professor, ph.d. Lars Dragsted fra LIFE.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.3. november 2011
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen