Fedt fra ost er sundere end smør - 21.11.2011
Vi er ofte blevet advaret mod at spise for meget animalsk fedt af hensyn til kolesterolen, men ny forskning viser nu, at fedt fra ost - i modsætning til fedt fra smør - ikke påvirker kolesterolindholdet.
Et forskningsprojekt fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har sammenlignet, hvordan den samme mængde fedt fra henholdsvis ost og smør påvirker kolesterolindholdet i blodet. Resultaterne dokumenterer, at ost, i modsætning til smør, ikke påvirker kolesterolindholdet.
Som en del af forskningsprojektet spiste 49 tilfældigt udvalgte mænd mænd og kvinder hver dag gennem 6 uger cirka 143 gram 45+ fast ost og i seks uger cirka 47 gram smør.
Forsøgspersonerne skulle spise ost og smør i tilfældig rækkefølge og herudover indtage normal kost i forsøgsperioden.
Ost påvirker ikke kolesterolindholdet i blodet
Efter seks uger med henholdsvis ost og smør fik forsøgspersonerne taget blodprøver. Efter de havde spist ost, havde de et væsentlig lavere indhold af det skadelige LDL-kolesterol i blodet end efter de havde indtaget den samme mængde fedt fra smør.
"Vi kan dokumentere, at ost sænker indholdet af LDL- kolesterol i blodet sammenlignet med den samme mængde fedt fra smør. Samtidig kan vi se, at ost i større mængder heller ikke påvirker kolesteroltallet i forhold til forsøgspersonernes almindelige kost", siger ph.d. Julie Hjerpsted fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet som sammen med sine kolleger står bag resultaterne.
Forskerholdet er lige nu i gang med at foretage yderligere undersøgelser for at belyse, hvorfor det forholder sig således.
Læs den videnskabelige artikel i The American Journal of Clinical Nutrition.
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.21. november 2011