Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Ensidig kost ødelægger livskvaliteten hos milliarder - 29.11.2011

En væsentlig andel af de 7 milliarder mennesker, der lever på kloden i dag, er fejlernærede. En ulige fordeling af fødevarerne og et ensidigt kost-indtag reducerer i dag livskvaliteten for milliarder af mennesker på kloden. Undervisningsbogen Mad til Milliarder sætter fokus på en bedre global ernæring.

Artiklen tager afsæt i undervisningsbogen Mad til Milliarder, der udkommer i 2. oplag i starten af december. Bogen er skrevet af ansatte på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet.

 

Bogen er beregnet til undervisning i gymnasiet (biologi A, samt naturgeografi og samfundsfag), og er udgivet med støtte fra Undervisningsministeriets Tips- og lottomidler.

 

Gratis klassesæt kan bestilles på madtilmilliarder.dk

Selvom vi i dag producer fødevarer nok til at mætte alle munde, så sulter næsten 900 millioner mennesker på verdensplan. Langt flere end dem, der sulter, er fejlernærede. Årsagen er, at deres kost er ensidig og derfor ikke indeholder den rette sammensætning af de essentielle næringsstoffer.

 

"Mennesket skal have 49 unikke næringsstoffer gennem kosten for at vokse og trives. Grøntsager og animalske fødevarer er rige på mineraler og andre næringsstoffer, men det gælder ikke for kornprodukter. Fejlernæring er derfor særligt et problem i udviklingslandene, hvor fattige mennesker lever af en ensartet kost baseret på korn," forklarer professor Søren Husted fra Institut for Jordbrug og Økologi, KU-LIFE.

 

Manglen på disse næringsstoffer reducer livskvaliteten for milliarder af mennesker på kloden. Dette er i vid udstrækning med til at fastholde dem i fattigdom, fordi fejlernæring gør, at folk bliver syge, sløve og uarbejdsdygtige.

 

Lav biotilgængelighed forårsager fejlernæringMad til milliarder

I fattige lande som f.eks. Bangladesh og Burma kommer ca. 80 pct. af de daglige kalorier fra ris. Ris og andre kornarter er dårlige jernkilder. De fleste asiatere foretrækker hvide ris, hvor man polerer de mineralrige brune skaldele væk.

 

"Den hvide ris indeholder ganske lidt biotilgængeligt jern. Derfor er det nødvendigt, at supplere den korn-baserede kost med eks. planter fra bønnefamilien, som har et højt jernindhold. Korn er billig mad, men får fatale konsekvenser for mennesker, hvis menukortet ikke indeholder alternativer," konstaterer Søren Husted.

 

Mad til MilliarderPlanteforskning kan forbedre ernæringen

En højere kvalitet af de afgrøder vi i dag høster, er én vej til en bedre global ernæring. Mange forskere arbejder ihærdigt på at øge indholdet af næringsstoffer hos kornarterne, da dette er en effektiv strategi til at øge biotilgængelige næringsstoffer i kosten. De seneste 10 års forskning viser, at det er muligt at opnå en markant forøgelse i indholdet af næringsstoffer i korn.

 

I følge Søren Husted vil vi i fremtiden med stor sandsynlighed se, at man introducer en lang række "nye" plantesorter, hvor indholdet af næringsstoffer er mangedoblet. Om bønderne vil dyrke dem, afgøres af mange komplicerede faktorer både af politisk, agronomisk og klimamæssig art.

 

Biofortifikation

I forskningsverdenen bruger man begrebet biofortifikation, når man forbedrer en plantes evne til at producere biotilgængelige næringsstoffer. Biofortifikation kan enten foregå ved traditional planteforædling, hvor man ved krydsning overfører attraktive gener eller ved kunstigt at overføre gener ved hjælp af genteknologi. Der er forsket meget i at øge tilgængeligheden af mikronæringsstoffer og der er især fokus på næringsstofferne jern og zink.


(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.6. december 2011
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen