Skovens urter og kåljuice på Forskningens Døgn - 10.05.2010
Cirka 300 skolelever producerede deres egen kåljuice og et stort antal smagte for første gang blæretang og skovsyre i et telt på Rådhuspladsen til årets udgave af Forskningens Døgn den 23. og 24. april.
Af Kristian Levring Madsen, Kommunikationsmedarbejder
Forskningens Døgn stod i 2010 i Fødevaresundhedens tegn for Københavns Universitets vedkommende. Forskningsprojektet OPUS benyttede derfor lejligheden til at præsentere de fremmødte for nogle af de nordiske råvarer, som indgår i Ny Nordisk Hverdagsmad (NNH), men som i dag fylder mindre i hverdagen.
Smag på skovens urter
Søren Espersen fra kulturlandskab.dk havde til lejligheden indsamlet en varieret mængde af de urter og planter, som optræder naturligt i vores flora - men som ikke (længere) er en integreret del af vores madkultur.
Sammen med Charlotte Mithrill, der er ph.d. ved den del af OPUS, der udvikler Ny Nordisk Hverdagsmad præsenterede Søren torsdag den 23. april skoleelever og andre interesserede for ramsløg, skovsyre, brændenælder, blæretang, løgkarse etc.
Juice med hvidkål
Også om fredagen var de nordiske fødevarer på dagsordenen, da der blev afholdt juiceværksted på Rådhuspladsen. Her fik de fremmødte mulighed for selv at lave deres egen juice - af hvidkål, æbler og citron verbena.
Særligt hvidkålen fik deltagerne til at tvivle på projektets velsmag. Men OPUS-kokken Mathias Krog Holt, Emil Bruun Blauert (begge fra Meyers Madhus) og Charlotte Mithrill formåede at overvinde de flestes skepsis.
Resultatet var et så overvældende antal besøgende, at råvarerne slap op og juice-værkstedet måtte lukke før tid. Men inden da havde 300 besøgende fået gode og helt nye oplevelser med nordiske råvarer.

(Publiceret på foodofLIFE.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.10. august 2010