Forbrugeren afblæser krisen - men tænker sig bedre om - 07.09.2010
I begyndelsen af november sætter pej gruppens trendkonference fokus på fødevareforbruget i perioden 2012-2015.
Af Helle Mathiesen
Til november arrangerer pej gruppen for syvende år i træk en konference, der har fokus på de tendenser, der påvirker det skandinaviske forbrug af fødevarer.
Deltagerantallet ligger årligt på omkring 400 fagfolk, som tæller en blandet flok af kædedirektører, indkøbere, producenter, distributører, emballageudviklere, marketing- og mediefolk.
Forbruget ændrer sig
Skandinaverne køber discount, holder af fastfood, spiser kedeligt og traditionelt, er alt for fede, lever usundt, dør i stigende grad af livsstilssygdomme og drikker for meget alkohol.
Skandinaverne er med på de nyeste madtrends og er blandt verdens sundeste, lykkeligste, rigeste og længstlevende i verden.
Begge de modstridende udsagn er sande. Og midt mellem kontrasterne står en lang række skandinaviske fødevarevirksomheder, som skal investere milliarder på produktudvikling, innovation, konceptudvikling og emballagedesign.
På alle måder står fødevare- og forbrugsverdenen i en brydningstid. Internettet som salgskanal boomer – bare ikke med fødevarer.
Sundhed er blevet til religiøsitet, men vi dør fortsat af livsstilssygdomme. Medier og måltider kæmper om magten i dagligdagen hjemme hos tusindvis af familier.
På konferencerne giver pej gruppen svaret på, hvorfor de store kæder helst ikke vil på nettet, og der bliver givet kvalificerede bud på, hvorfor sundhed er blevet et område for ekstremister, samt hvorfor medier og måltider kæmper daglige kampe om magten.
pej gruppen præsenterer endvidere et nyudviklet food-health-trendmap. Værktøjet giver et overblik på folke- og livsstilssygdomme og vinkler fødevarer som en del af løsningen.
Idegenererende foredrag
Konferencedagen er bygget op af en lang række forskellige foredrag, som giver forskellige vinkler på tendenser inden for fødevareforbrug:
- Louise Byg Kongsholm og Poul Erik Jakobsen præsenterer tal, facts og scenarier for både det traditionelle forbrug og nethandlen i perioden frem til 2015.
- Sundhed er blevet til religion. Sundhedshypen risikerer at ende som klimadebatten.
Poul Erik Jakobsen fra pej gruppen fremlægger problemstillingen. Ernæringseksperterne Per Brændgaard og Christian Bitz er med på video.
- Magtkamp mellem medier og måltid. Det fælles måltid er under pres fra TV, radio, net-surfing, facebook med mere. Hvilke konsekvenser har det for fødevarebranchen, dagligvarehandlen og restaurantverdenen? Jakob Søndergaard fra pej gruppen ridser overskrifterne op. Samfundsforsker Johannes Andersen er med på video.
- Dødelige tendenser! Livsstilssygdomme og mad – hvad dør vi af, og hvad betyder maden.
Helt nye tal overrasker både positivt og negativt. Louise Byg Jakobsen fra pej gruppen giver dig de nye facts.
- Jakob Søndergaard præsenterer det nye sundhedslandkort med mange udviklings- og kommunikationsmuligheder for kæder og producenter samt eksempler på nye, globale food forretningskoncepter.
- Louise Byg Kongsholm præsenterer nyt fra restauranter, køkkener, butikker og kæder i hele verden.
- Poul Erik Jakobsen giver dig det store tidsånds- og forbrugsoverblik frem til 2015.
- Fremtidsforsker og kommentator Anne Skare Nielsen fra Future Navigator går i kødet på fødevarebranchens aktører – og deler verbal skyld ud til alle.
|
Consumer & Food trendkonferencerne finder sted: Tirsdag d. 2. november i Herning Onsdag d. 3. november i Herning Tirsdag d. 9. november i Oslo Torsdag d. 11. november i København
Pris: 4.895 DKK + moms pr. deltager. Mere info på www.pejgruppen.dk
|
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.7. september 2010