Konference: Kan fedme bekæmpes med velsmag som våben? - 27.05.2009
På konferencen om New Nordic Diet d. 16. juni 2009 præsenteres en række bud på, hvordan vores spisekultur og det nordiske køkken kan forene velsmag med moderne viden om sundhed og velvære.
En lang række foredragsholdere giver d. 16. juni deres bud på, hvordan fremtiden ser ud for den danske spisekultur. Konferencen bliver arrangeret af OPUS, et projetk der undersøger de sundhedsfremmende potentialer i det Ny Nordiske Køkken. Målet er at udvikle et nyt nordisk måltidssystem, The New Nordic Diet, der kan være til gavn og glæde for børn og voksne i hele Norden.
På konferencen får du, som en af de første, mulighed for at høre om OPUS projektets rækkevidde, således at du kan være med til at sætte dagsordenen på dette vigtige område.
Sundhed møder velsmag
Konferencen sætter fokus på børn og voksnes sundhed gennem måltidet og markerer starten på en ny forståelse af forholdet mellem sundhed og velsmag.
Nordea-fonden har skabt det økonomiske grundlag for, at Københavns Universitet nu kan realisere det 5-årige forskningsprojekt OPUS, som har til formål at skabe et nyt nordisk måltid, der bygger broer mellem velsmag, vores madvaner, sundhed og bæredygtighed. Projektet sætter alt ind på at udforske sundhedspotentialet og velsmagen i det nordiske råvaregrundlag og vil på mange måder være unikt og banebrydende.
Læs mere om konferencen på foodoflife.dk/opus
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.10. august 2010