Kalk i maden slanker - 01.07.2009
Danske forsøg har tidligere vist, at kalk i mad modvirker, at fedt bliver optaget i kroppen. Nu har danske forskere sammenlignet 13 internationale forskningsprojekter om kalk i maden, og disse understøtter de danske resultater om mælkeprodukters slankende effekt.
Flere observationsstudier, blandt andet et specialeprojekt fra LIFE, har tidligere påvist, at kalcium i mejeriprodukter binder fedtet i tarmen, så en del ikke bliver optaget, men i stedet udskilles med afføringen.
En række ernæringsforskere ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet har nu sammenlignet og analyseret 13 uafhængige forskningsprojekter fra hele verden i en såkaldt metaanalyse. Disse 13 forsøg dokumenterer, at mælkeprodukter har slankende effekt.
Alle forskningsprojekterne inkluderede kontrollerede indtag af mælkeprodukter og kan nu endeligt dokumentere, at mælkeprodukter øge fedtudskillelsen i kroppen:
"Vi fandt meget svingende resultater, når vi målte på effekten af kalciumtilskud i pilleform", siger professor Arne Astrup fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet og fortsætter: "Til gengæld glæder det os meget, at man i alle forskningsprojekterne kan dokumentere, at kalcium i mælkeprodukter naturligt binder fedtet i kroppen, så man lettere taber sig."
Forskerne estimerer, at et øget indtag af kalcium på 1200 mg fra mælkeprodukter vil kunne resultere i en øget fedtudskillelse på 5,2 g om dagen, hvilket svarer til 2 kg kropsvægt på et år.
(Publiceret på foodoflife.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.10. august 2010