Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Supermarkedet fra fremtiden - 28.08.2009

Fremtidens supermarkeder skal tilbyde regionale, årstidsbestemte råvarer til de kvalitetsbevidste forbrugere. Forskere på LIFE og CBS indbyder, i samarbejde med Meyers, bevidste forbrugere til at komme med deres bud på fremtidens mad-indkøb.

De fleste af os bruger meget tid på indkøb af mad til husholdningen. Ofte er vore indkøb bestemt af vaner og de indkøbssteder og varer, der lige er tilgængelige. Men hvis vi virkelig tænker efter, kunne vi måske godt tænke os visse ting anderledes.


Giv dit input

Fortæl os, hvad du kunne tænke dig skulle være anderledes i fremtidens fødevaresalg til forbrugere, og giv os dine idéer til, hvordan det kunne gøres bedre. Du kan vinde en middag for to på den verdensberømte restaurant NOMA i København inkl. hotel og rejse, eller ét af 10 gavekort på 500 kr. til Meyers Deli eller Webshop.


Med din hjælp vil vi åbne en diskussion om fremtidens salg og indkøb af fødevarer, og finde et koncept der bryder med de kendte løsninger.

 

Opdatering: Konkurrencen er slut, den sluttede d. 13. september 2009.

Forskere fra LIFE deltager i et projekt om fremtidens mad-indkøb i samarbejde med Copenhagen Business School og Meyers. I projektet vil man involvere producenter, detailhandel og forbrugerne, som i dialog skal gentænke fundamentet og rammerne for fremtidens mad-indkøb.


Kvalitet vs. ensartethed

Den danske dagligvarehandel er under forandring. Discountbutikkerne vinder frem, og med sig bringer de et statisk og ensartet marked uden de store kvalitative forskelle.


Paradoksalt nok er det mere kvalitetsbevidste marked også ganske veletableret herhjemme, med fx økologiske varer, specialøl og kaffe. Dette marked bliver dog ikke udnyttet til fulde af de danske supermarkeder, som med fordel kan servicere de kvalitetsbevidste forbrugere.


Forskerne bag projektet mener, at det kan betale sig at lancere et koncept, der fokuserer på regional mad, årstidens råvarer og fødevarernes tilblivelse. Herigennem kan supermarkederne imødekomme behovene fra de mest ambitiøse kunder.


Indkøbsoplevelsen skal gentænkes, så supermarkedets position bliver styrket og kvaliteten stiger. Supermarkederne skal ind i fremtiden.


Input fra forbrugerne

Fremtidens supermarked skal skabes sammen med producenter, detailhandel og ikke mindst forbrugere. For at få så mange tanker og idéer som muligt, inviteres forbrugerne til at fortælle, hvad der skal være anderledes i fremtidens fødevaresalg og komme med forslag til, hvordan det kunne gøres bedre.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen