Lægemiddel bekæmper fedme - 23.10.2009
Lægemidlet liraglutid kan føre til betydeligt vægttab for svært overvægtige. Det viser helt ny, fælleseuropæisk forskning, skriver det internationalt anerkendte tidsskrift The Lancet.
Allerede i 1997 påviste professor dr. med Arne Astrup sammen med flere forskere fra LIFE og blandt andre professor Jens Holst fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, at tarmhormonet GLP-1 er et mæthedshormon, som meddeler hjernen, når det ikke er nødvendigt at spise mere.
|
Undersøgelsen Forsøget blev gennemført 19 steder i Europa og havde deltagelse af 564 personer i alderen 18 – 64 år med et BMI på mellem 30 og 40 (svær overvægt).
Deltagerne blev fordelt ved lodtrækning til en af fire liraglutid-doser om dagen; 1,2 mg., 1,8 mg., 2,4 mg. eller 3,0 mg. (mellem 90 og 95 deltagere for hver dosis). Den resterende gruppe fik ordineret placebo (98 deltagere) eller orlistat, et receptpligtigt slankemiddel på markedet (120 mg., 95 deltagere).
Ligeledes fulgte deltagerne en kalorie-begrænsende diæt, der nedbragte deres daglige kalorieindtag med omkring 500 kcal., og de øgede deres fysiske aktivitet.
Undersøgelsen er udarbejdet i et tæt samarbejde mellem forskere fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, Novo Nordisk A/S og flere andre. |
Opdagelsen var banebrydende, og da liraglutid er baseret på netop GLP-1, er det mere end 10 års forskning, der i dag leder frem til konklusionen om, at lægemidlet liraglutid kan føre til betydeligt vægttab for svært overvægtige.
Markant vægttab hos forsøgsdeltagerne
Det nyligt gennemførte forsøg viste, at i løbet af de 20 uger, som forsøget varede, tabte 76 % af de overvægtige, der fik liraglutid mere end 5 % af deres kropsvægt – hvorimod kun 30 % af placebogruppen havde et tilsvarende vægttab. Begge grupper indtog samtidig en kaloriebegrænset diæt og øgede deres fysiske aktivitet i forhold til perioden før deltagelsen i forsøget.
Resultaterne i forsøget var bemærkelsesværdige ifølge professor dr. med Arne Astrup:
"Forsøget viste ganske klart, at de personer, der fik liraglutid og kombinerede det med en sund diæt og fysisk aktivitet endte med et markant større vægttab end de personer, der indtog placebo-middelet."
Kun ganske få bivirkninger
Ved forsøgets opstart var en tredjedel af deltagerne i forstadiet til at udvikle type 2-diabetes. Liraglutid reducerede denne gruppe med 84 – 96 %. Bivirkninger som kvalme og opkast forekom primært som forbigående fænomener hos deltagerne og var kun sjældent medvirkende til, at forsøget blev afbrudt.
"Alt i alt tilbyder liraglutid nye muligheder for behandling af overvægt – og bedre resultater sammenlignet med de præparater, der i dag er på markedet" siger Arne Astrup og fortsætter:
"Det kan naturligvis være en ulempe, at liraglutid skal tages som en daglig injektion, men det var nu ikke det store problem for vores deltagere. Behandling med liraglutid bør dog ikke stå alene. Som med de fleste øvrige medicinske behandlingsmuligheder opnås de bedste og mest holdbare resultater, hvis man inkluderer en sund diæt og fysisk aktivitet i kampen for at smide de overflødige kilo."
Værdifuld grundforskning
Resultaterne er et synligt eksempel på grundforskning, som i løbet af 10 år fører til et lægemiddel i klinisk afprøvning, fortæller Arne Astrup:
"Situationer som disse er det synlige bevis for omverdenen på, at det kan betale sig at udføre grundforskning. Det er på baggrund af de oprindelige opdagelser i '97 af, at hormoner i tarmen giver besked til hjernen, at Novo Nordisk nu har et potentielt nyt lægemiddel, som kan gøre livet væsentligt bedre for rigtig mange mennesker."
Liraglutid er stadig under klinisk udvikling.
Habilitetserklæring
Professor Arne Astrup er medlem af "the liraglutide Obesity Advisory Board of Novo Nordisk".
|
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Professor Arne Astrup, Institut for Human Ernæring på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, telefon: 3533 2476, mobil: 2143 3302, mail:
Kommunikationsmedarbejder Kristian Levring Madsen, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, mobil: 4048 1684, mail:
Erhvervschef Tina Lewis, LIFE ErhvervsService, mobil: 3058 9241, mail: |
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i The Lancet) - siden er sidst opdateret d.10. august 2010