Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Kunstgødning ødelægger ikke planternes næringsværdi - 04.04.2008

Når landmanden sprøjter gødning ud over sine afgrøder på marken, øger han planternes væksthastighed og høstudbyttet. Det sker både med industrielt fremstillet kunstgødning og organiske gødninger.

Af lektor Susanne Bügel & lektor Søren Husted, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

 

Det er en udbredt opfattelse, at kunstgødning reducerer planters indhold af vigtige mineraler og kemiske forbindelser med sundhedsfremmende egenskaber - de såkaldte fytokemikalier.

 

Omvendt har mange den opfattelse, at organisk gødning i særlig grad fremmer planters ernæringsværdi.  Men disse opfattelser bliver ikke underbygget i det store antal videnskabelige undersøgelser, der findes på området.

 

Danske planter har meget forskelligt behov

De typer af grøntsager, frugter og kornprodukter, der produceres i Danmark har meget forskellige behov for tilførsel af gødning. Nogen skal tilføres ganske lidt og andre har et stort behov. Fælles for alle arterne er, at indholdet af mineraler og fytokemikalier er genetisk bestemt og kun i meget begrænset omfang bliver påvirket af tilførslen af gødning.

 

Planterne skal i langt de fleste tilfælde enten overgødskes eller udsultes, før man kan konstatere en markant ændring i plantens indhold af mineraler og fytokemikalier.

 

Selv hos de få plantearter hvor man kan dokumentere, at indholdet af mineraler og fytokemikalier ændres, når man gøder meget, er det typisk sådan, at den genetiske variation mellem de forskellige sorter giver langt større forskelle i mineraler og fytokemikalier end selve gødskningen.

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.13. december 2010

Relaterede artikler

Færre mineraler i frugt og grønt er en myte

 

Vi møder ofte påstande om, at landbrugets intensive dyrkningsmetoder udpiner landbrugsjorden og bidrager til at gøre frugtens og grøntsagernes næringsindhold mindre. Men påstandene passer ikke.


This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen