Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Fuldkorn giver maden et sundhedsløft - 07.04.2008

Fuldkorn, som vi finder dem i havregryn, groft rugbrød og fuldkornspasta, hører til de sundeste madvarer overhovedet. En kost rig på fuldkorn har afgørende indflydelse på din krops trivsel.

 

Af ernæringskonsulent Martin Kreutzer, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

Trænger kosten til et sundhedsmæssigt løft er noget af det bedste, du kan gøre, at klemme flere fuldkornsprodukter ind i dagskosten. Sammen med passende mængder motion og generelt sunde madvaner bidrager fuldkorn nemlig til at mindske risikoen for hjertekarsygdomme, visse kræftformer, overvægt og muligvis endda gammelmandssukkersyge (type-2 diabetes).

 

I flere lande, blandt andet USA, Sverige og England, er sundhedsmyndighederne så overbeviste om fuldkornenes mange fordele, at de har tilladt madvareproducenterne at anprise fuldkornsprodukter for deres sunde egenskaber.

 

Så langt er man ikke nået herhjemme, men også her er sundhedsmyndighederne bevidste om, at fuldkornsprodukter er en vigtig del af en sund kost.

 

Der er adskillige grunde til, at fuldkornsprodukterne høster så megen positiv opmærksomhed, med et højt indhold af kostfibre som en af de vigtigste faktorer. 


Årsagen, til at fuldkornsprodukter er rige på kostfibre, er, at man i disse produkter anvender så godt som hele kornet.

 

Udover kernen, som man bruger til almindeligt sigtet mel, indeholder kornet en vitaminrig kim og en fiberrig skal. Og netop fordi langt de fleste værdifulde næringsstoffer, fx kostfibre, vitaminer og mineraler, sidder i kornets ydre dele, er produkter baseret på fuldkorn særlig sunde.

 

Sunde fibre

Fuldkornenes kostfibre har en stribe egenskaber, der er med til at gøre kornene så sunde:

  1. Kostfibrene sørger for, at din krops fordøjelse fungerer optimalt ved at få bugt med en stoppet mave, sikre en jævn transport af affaldsstoffer gennem kroppen og i det hele taget fremme det indre velvære. Det sker primært, fordi kostfibrene giver tarmindholdet fylde og herved sætter gang i peristaltikken.
  2. Kostfibrene fremmer mætheden ved at give maden fylde nede i mavetarmsystemet. Samtidig sænker de den hastighed, som maven tømmes med, og derfor oplever du en mere vedvarende mæthed, når maden er rig på kostfibre.
  3. Kostfibrene kan beviseligt beskytte mod flere former for kræft og pleje kredsløbet. Det sker primært fordi kostfibrene binder noget af madens usunde fedt og forhindrer kræftfremkaldende stoffer i at få berøring med tarmvæggene.

Hvor mange kostfibre bør du spise?

Ifølge de Nordiske Næringsanbefalinger bør voksne spise 25-35 gram kostfibre dagligt. Det er en del mere end gennemsnitsdanskeren spiser, blandt andet fordi de grove kornprodukter i stigende grad fravælges på bekostning af mere fiberfattige alternativer.

 

Konsekvenserne i nuet og på længere sigt er uheldige, og derfor gør du klogt i at skrue op for indtaget af fiberrige fuldkorn.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009

Relaterede artikler

Fuldkorn er mere end fibre

 

Kostfibre er en vigtig del af fuldkornets sunde egenskaber, men kostfibrene alene kan ikke gøre det.


This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen