Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Fuldkorn er mere end fibre - 07.04.2008

Kostfibre er en vigtig del af fuldkornets sunde egenskaber, men kostfibrene alene kan ikke gøre det.

 

Af ernæringskonsulent Martin Kreutzer, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

Det er ikke kun kostfibrene, der giver fuldkornene sunde kvaliteter. Tværtimod er det den samlede pakke, der bidrager med sundhed.

 

Et af de steder, hvor der foreligger solid dokumentation for fuldkornenes egenskaber, er på kredsløbssiden. Adskillige undersøgelser viser således, at en fuldkornsrig kost kan forebygge hjertekarsygdomme.

 

Det skyldes primært, at kornene via deres store fiberindhold hæmmer kroppens optagelse af blodpropsfremmende kolesterol og mættet fedt fra tarmen. Også kornets mange sunde vitaminer, mineraler og fytokemikalier menes at spille ind i den kredsløbsbeskyttende effekt.

 

Nedsætter risiko for hjertekarsygdomme

Effekten er langt fra ubetydelig. I en undersøgelse publiceret i både Journal of the American Medical Association og American Journal of Clinical Nutrition konkluderer forskerne, at et dagligt indtag af en portion fuldkorn indeholdende ca. 5 gram fibre, mindsker risikoen for hjertekarsygdomme med omkring en tredjedel.

 

Andre undersøgelser viser, at indtaget af mindst 100-150 gram fuldkornsprodukt om dagen nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme med omkring 25 procent sammenlignet med dem, der spiser mindre end 50 gram fuldkorn dagligt.

 

Også med hensyn til kræftforebyggelsen synes fuldkornenes egenskaber at overstige fibrenes evner. Det er derimod kornenes indhold af forskellige vitaminer, mineraler og fytokemikalier, der sammen med fibrene kan tilskrives den beskyttende effekt.

 

At en fuldkornsrig kost kan nedsætte risikoen for flere kræftformer er veldokumenteret. I en artikel hvor forskerne sammenfattede fyrre undersøgelser af tyve forskellige kræftformer konkluderes det således, at indtaget af fuldkorn blandt andet mindsker risikoen for at udvikle kræft i mund, mave, tyktarm, galdeblære og æggestokke. Også brystkræft synes at høre til de former, som en fuldkornsrig kost kan være med til at beskytte imod.

 

Kedelige tendenser

I lyset af fuldkornenes kvaliteter er det bekymrende at måtte konstatere, at indtaget af fuldkornsprodukter i den danske befolkning er for nedad gående.

 

Undersøgelser viser således, at danskerne spiser stadig mindre fuldkorn og derfor snyder sig selv for en lang stribe sunde stoffer. Undersøgelser af den danske befolknings kostvaner viser, at indtaget af fx rugmel de seneste 15 år er faldet med 20-40 procent, mens det samlede brødindtag er stort set uforandret.

 

Især blandt børn og kvinder ser man, at det i stigende grad er rugbrødet der fravælges. Årsagen er, at forarbejdede kornprodukter, som ciabattaboller, cornflakes og franskbrød, de seneste år har gjort fuldkornsprodukterne rangen stridig, og dermed lagt en tikkende bombe under befolkningens sundhed.

 

Ikke mindst fiberindtaget ligger bekymrende lavt – for manges vedkommende mellem 30 og 50 procent under det af eksperterne anbefalede niveau på cirka 30 gram om dagen.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009

Relaterede artikler

Fuldkorn giver maden et sundhedsløft

 

Fuldkorn, som vi finder dem i havregryn, groft rugbrød og fuldkornspasta, hører til de sundeste madvarer overhovedet. En kost rig på fuldkorn har afgørende indflydelse på din krops trivsel.


This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen