Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Medicin mod fedme - 07.04.2008

I nogle tilfælde kan fedme behandles med lægemidler. For at få den største effekt skal medicinen kombineres med diæt.

Af professor Arne Astrup, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

Det er absolut ikke alle, der har behov for behandling med lægemidler. Hvis en patient med fedme taber sig godt med en diæt og motion, er der ikke behov for behandling med et lægemiddel. Der er også mange, der ikke ønsker at blive behandlet med et lægemiddel.

 

Hovedproblemet er imidlertid oftest at begrænse behandlingen til de mennesker, der har behov for det.

 

Følgende mennesker kan have gavn af at blive behandlet med lægemidler:

  • Personer med et BMI, der er større end 30 kg/m2, og som ikke har bevaret vægttabet efter kostomlægning, motion og adfærdsændrende behandling.
  • Personer med et BMI, der er større end 28 kg/m2, og tilstedeværelse af risikofaktorer eller komplikationer.
  • Personer med et BMI, der er større end 28 kg/m2, og har oplevet en forudgående hastig vægtforøgelse.

Lægemidler til behandling af fedme kan indtil videre ikke anbefales til børn. Det skyldes, at der ikke foreligger viden om eventuelle negative effekter i puberteten og senere spiseadfærd.

 

Hvilken medicin kan anvendes til behandling af fedme?

Lægemidler til behandling af fedme bidrager til at øge vægttabet. Det øger andelen af patienter med et vægttab større end fem til ti kilo samt nedsætter risikoen for at opgive behandlingen. Efter vægttabet er opnået, bidrager lægemidlet til at forebygge, at man tager på igen.

 

Lægemidlerne med appetithæmmende virkning hjælper patienten til at spise mindre og derved overholde en diæt. Får man appetithæmmende midler uden at være på diæt, vil de også fremkalde et vægttab. Men vægttabet er større, når diæt og appetithæmmende midler gives sammen. Årsagen er, at mæthedsfølelsen øges og sultgener dæmpes af appetithæmmende midler.

 

Visse appetithæmmende midler har også en forbrændingsøgende effekt, som forstærker den appetithæmmende virkning.

 

En anden type lægemiddel hæmmer fedtoptagelsen fra tarmen. Det virker kun i tarmen og har derfor ikke de typiske bivirkninger, som ses ved appetitdæmpende midler.

 

Ved effektive diæter, hvor patienter med et BMI større end 35 kg/m2 opnår et vægttab på cirka 15 kilo over seks måneder, tilføjer appetithæmmende midler og de andre lægemidler til behandling af fedme et ekstra vægttab på tre til seks kilo. Derfor bør lægemidler kun anvendes som led i et behandlingsprogram indbefattende diæt, motion og adfærdsændring.

 

Udsigt for fremtiden

Den største opgave ligger egentlig ikke i at fremkalde et vægttab. Dertil er den diætetiske behandling i professionelle hænder ret effektiv. Udfordringen for lægemidler ligger i en langtidsbehandling, der fastholder det opnåede vægttab og nedsætter forekomsten af tilbagefald.

 

Fedme er en sygdom, som ikke kan forventes af blive helbredt eller komme under en rimelig klinisk kontrol i løbet af uger eller måneder. Korttidsbehandling med lægemidler burde derfor forekomme sjældent. Behandling med lægemidler må forventes at være nødvendig i årevis, muligvis livslangt, for at opretholde vægttabet og nedsætte sygeligheden.

 

Der mangler imidlertid erfaring med at behandle fedmepatienter med lægemidler i mere end to år, på nær det lægemiddel der hæmmer fedtoptagelsen fra tarmen. Det er testet i undersøgelserne i op til 4 års varighed. Især informationer om effektivitet og sikkerhed af lægemidler anvendt i kombination med andre lægemidler er uhyre begrænset.

 

Indtil vi opnår en større viden, bør behandling med lægemidler forbeholdes de patienter, som har forhøjet risiko for komplikationer eller allerede har komplikationer, og hvor det således er specielt vigtigt at holde vægten.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk og på Netdoktor.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009

Relaterede artikler

Hvad er fedme? 
Der er meget snak om fedme og at vi er midt i en fedme-epidemi, men hvad er fe...

 

Følger af fedme
Med overvægt og fedme følger en række gener og problemer, som både er af fysisk, psykologisk, social...


This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen