Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Q10 sikrer normal energiproduktion - 07.04.2008

Q10 forekommer overalt i naturen og er en vigtig del af vores naturlige energifabrikker. Desuden er Q10 godt ved hjertesvigt, type 2 diabetes og for højt blodtryk.

 

Af professor Arne Astrup, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

Rundt omkring i kroppen har vi små energifabrikker i massevis, de såkaldte mitokondrier. Det er specielt i disse mitokondrier, Q10 florerer som brændstof til vores energiproduktion.

 

Fakta om Q10

Coenzym Q10 kaldes også Ubiquinon. Ubiquinon er latin, og angiver at stoffet forekommer overalt i naturen.

 

Q10 er et hjælpestof, eller co-enzym, som indgår i cellernes energifabrikker, de såkaldte mitokondrier, og er derfor vigtigt for en normal energiproduktion i kroppen.

 

Q10 findes i kød og fisk. Desuden findes der Q10 i nødder, bælgfrugter, spiseolier og visse kornprodukter.

Udover at være vigtig for en normal energiproduktion, er der flere undersøgelser, der tyder på, at Q10 har en god indvirkning på forskellige sygdomme.

 

Q10s arbejde i cellerne

I vores celler bliver kosten energi omdannet til en form, som kan oplagres og anvendes ved behov. Dette opnås ved forbrænding - en reaktion mellem de energigivende næringsstoffer i kosten (protein, kulhydrat, fedt og alkohol) og den indåndede ilt.

 

I modsætning til den energi, der frigøres som varme ved for eksempel forbrænding af benzin i en motor, er cellerne i stand til ved hjælp af en række enzymer at oplagre energien i kemisk form i nogle molekyler, som hedder ATP.

 

I cellerne findes de såkaldte mitokondrier, hvor enzymer og en række hjælpestoffer gennem en kæde af reaktioner sikrer energiproduktionen ud fra kostens energigivende næringsstoffer.

 

Ét af disse hjælpestoffer er Q10, der dermed er centralt for den del af kroppens stofskifte, der står for energiproduktionen.

 

Tilstanden kan forbedres ved hjertesvigt

I nogle tilfælde af middel til svær hjertesvigt, er der visse holdepunkter for, at et kosttilskud af Q10 kan forbedre tilstanden.

 

Man mener, at virkningen skyldes en øget produktion af ATP, som det svigtende hjerte ikke har nok af. Dermed skulle hjertets evne til at sammentrække sig blive bedre.

 

Der mangler dog endelig dokumentation for Q10's rolle i behandlingen af hjertesvigt. Til gengæld har undersøgelser vist, at hjertekrampe (angina pectoris) muligvis kan afhjælpes ved brug af Q10 i forholdsvis store mængder (100-200 milligram per dag).

 

Q10 ved type 2 diabetes og forhøjet blodtryk

Det er i flere undersøgelser vist, at Q10 har en gunstig virkning mod forhøjet blodtryk. Det er især dokumenteret hos type 2 diabetikere, at Q10 (200 mg om dagen) kan sænke blodtrykket med i gennemsnit 6 mmHg i systolisk blodtryk og 3 mmHg i diastolisk blodtryk.

 

Q10 sænker også blodsukkeret en smule, og forbedrer karvæggens egenskaber hos type 2 diabetikere, således at karvæggens evne til at udvide sig forbedres, og det menes at nedsætte risikoen for at blive åreforkalket og udvikle blodpropper, hvilket netop er det største sundhedsmæssige problem hos type 2 diabetikere.

 

Ekstremt høj dosis kan hjælpe ved Parkinsons sygdom

Q10 synes at hjælpe patienter med begyndende Parkinsons sygdom, så deres symptomerne ikke forværres så hurtigt.

 

Især ekstremt høje doser (1.200 mg) synes at forsinke udviklingen af symptomerne, og derfor bør man kun tage Q10 ved denne sygdom i samråd med lægen.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk og Netdoktor.dk) 

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009

This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen