Fødevareeksperter advarer mod kostråd - 08.05.2008
Nye kostråd får kritik med på vejen af Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen og fødevareeksperter.
Ernæringsbehandler og helsedronning Thorbjörg Hafsteinsdottir uddeler tvivlsomme kostråd i en ny succesbog sammen med kollegaen Ninka-Bernadette Mauritson.
Begge kvinder udsættes nu for hård kritik, da kostrådene er livsfarlige og giver risiko for kræft og hjertesygdomme.
Professor, overlæge og institutleder ved Institut for Human Ernæring ved Det Biovidenskabelige Fakultet, Arne Astrup, er dybt kritisk over for de to kvinders koncept.
- For mig minder flere af deres anbefalinger om rene spekulationer. Konceptet minder om en vækkelsesbevægelse, hvor der er en profet eller en præst, der siger en hel masse, og så står de alle sammen og siger ’halleuja’, siger Arne Astrup.
Bekymring i Sundhedsstyrelsen
Flere råd i bøgerne ’Kernesund Familie’ og ’Kernesund Mad’ vækker bekymring i Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen, når det gælder de mindste børn, oplyser professor på Institut for Human Ernæring, Kim Fleischer Michaelsen.
Han fastslår, at det er forkert, når der i ’Kernesund Mad’ står, at små børn ikke skal drikke mælk, eftersom deres tarmflora ifølge bogen ikke er moden til at nedbryde komælk ordentligt.
Medforfatter til ’Kernesund Mad’ Thorbjörg Hafsteinsdottir indrømmer, at rådene ikke bygger på videnskabelige studier. De er fra hendes 20 års erfaring som kostvejleder, forklarer hun.
Kan moren ikke amme, skal barnet have sojamælk, anbefaler Thorbjörg Hafsteinsdottir.
Kim Fleischer Michaelsen advarer mod sojamælk, da børnene ikke vokser tilstrækkeligt på det. I stedet skal små børn have modermælkserstatning, som er udviklet gennem årtiers forskning, fastslår Kim Fleischer Michaelsen.
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009