Protein holder vægten nede - 14.05.2008
De første resultater fra Diogenes-projektet blev præsenteret ved ECO 2008. En proteinrig kost kan hjælpe til at holde vægten nede.
Af Signe Rosendal Rasmussen, Kommunikationsmedarbejder
De foreløbige resultater fra Diogenes, et stort europæisk kostinterventionsprojekt, viser, at en kost med højt protein-indhold kan være med til at holde vægten nede, når man har tabt sig.
Det fortalte professor Arne Astrup i sin præsentation af Diogenes ved Den Europæiske Fedmekongres, ECO 2008, 14. maj 2008.
Studiet viser desuden, at det glykæmiske indhold i kosten ikke har nogen effekt på, om tallene på vægten holder sig nede efter et vægttab.
De foreløbige resultater er udelukkende fra den danske og den hollandske del af undersøgelsen, hvor der blev oprettet specielle supermarkeder til forsøget. Her kunne de deltagende familier gratis købe ind i den periode, undersøgelsen varede.
Undersøgelse i otte lande
Diogenes er et af de mest omfattende kostinterventionsstudier lavet i Europa. 565 familier fordelt på otte lande deltog i undersøgelsen, som skal give de danske (og europæiske) forbrugere en klarere fornemmelse af, hvilken kost der er mest effektiv til at forhindre at tage de tabte kilo på igen.
Bag undersøgelsen står blandt andet forskere fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Professor Arne Astrup fra fakultetet har stået i spidsen for studiet.
Derudover har forskere fra Holland, Tyskland, Grækenland, England, Bulgarien, Tjekkiet og Spanien deltaget i projektet.
Resultaterne fra hele undersøgelsen bliver offentliggjort i maj 2009.
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009