Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Fup med allergi-tests - 23.05.2008

ALCAT-testen er fup og fidus. Mange danskere er blevet narret til at betale flere tusinde kroner for en ubrugelig test.

Af professor Arne Astrup, Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

Mange danskere har fået udført en såkaldt ”ALCAT-test” for at undersøge, hvilke fødevarer de kan tåle at spise, og som har fået oplyst at deres overvægt eller andre tilstande skyldes bestemte fødevareallergier. Testen koster adskillige tusind kroner og udføres her i Danmark hos en speciallæge.

 

Sundhedsstyrelsen har grebet ind overfor testen, som ikke virker.

 

Fidus fra USA

ALCAT er en fidus fra et amerikansk firma med hovedkvarter i Florida, og deres store sællert er for tiden en bog, hvori det hævdes, at overvægt skyldes fødevareallergier.

 

Det ville jo være skønt, hvis man blot kunne få taget en blodprøve og få konstateret, at overvægten skyldes, at man ikke kan tåle mælk eller ferskner. Men problemet er, at det hele er fup og fidus.

 

Det er aldrig blevet videnskabeligt påvist, at overfølsomhed eller intolerance overfor fødevarer spiller nogen som helst rolle for overvægt.

 

Og det næste problem er, at ALCAT testen også er fup. Førende specialister i fødevareoverfølsomhed vurderer samstemmende, at testen ikke dur, og den typisk viser forskellige resultater, hver gang den gentages på de samme patienter.

 

Myndighederne har grebet ind

  • Sundhedsstyrelsen mener ikke, at der foreligger videnskabeligt bevis for, at ALCAT-testen kan anvendes til diagnostik af fødevareoverfølsomhed, og derfor heller ikke, at testen nyder almindelig faglig anerkendelse.
  • Sundhedsstyrelsen anbefaler, at undersøgelse for fødevareoverfølsomhed sker ved hjælp af almindelige, fagligt anerkendte metoder, dvs. veldefinerede udelukkelses- og provokationsundersøgelser.

Kritikken bakkes op af Astma- og Allergiforbundet.

 

Men ikke nok med det. En stribe af patienter føler sig ført bag lyset af lægen, der handler med disse ydelser. Patientklagenævnet har offentliggjort en række afgørelser, hvor de finder, at lægen Lene Høj har overtrådt loven og hun har indkasseret flere næser og påtaler.

 

(Publiceret på foodoflife.dk)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.13. september 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen