Elever skal teste deres smagssans - 16.06.2008
Årets masseeksperiment fra Dansk Naturvidenskabsfestival er blevet præsenteret. Elever fra alle klassetrin skal smage løs og bidrage til ny viden.
Af Signe Rosendal Rasmussen, kommunikationsmedarbejder
Er du god til at smage? Og hvilken smag kan du bedst lide? Elever fra 0. klasse til 3. g skal teste deres smagssans og samtidig hjælpe forskere med at få ny viden.
Masseeksperimentet finder sted i forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival til september. Sidste år testede 720 klasser, hvor mange bakterier der er i drikkevandet. Både i vand der kommer direkte fra hanen og i vand fra drikkedunke.
I år er det altså smagen, der skal testes.
Opdelt i fire dele
Eksperimentet består af fire dele. De to første er obligatoriske, mens lærerne selv kan vælge, om de vil lave de to sidste.
- Hvor god er din smagssans?
- Hvad kan du bedst lide?
- Hvor mange smagsløg har du?
- Hvordan er dine madvaner?
Forskere står bag forsøgene
Det Biovidenskabelige Fakultet og foodofLIFE.dk er med til årets masseeksperiment.
Forskere fra det Biovidenskabelige Fakultet står bag forsøgene og skal samle resultaterne i en rapport.
På foodofLIFE.dk kan du finde baggrundsviden og løbende informationer om eksperimentet. Desuden vil resultatet af eksperimentet også blive præsenteret her på siden, når det foreligger.
(Publiceret på foodoflife.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. marts 2009