Sult

Nogle mennesker er mindre sultne og har derfor lettere ved at holde vægten nede end andre. Det skyldes, at de producerer mange mæthedssignaler eller er særligt følsomme overfor de mæthedssignaler, der er til stede. Andre mennesker er hele tiden sultne og er nødt til at tænke meget på, hvad de spiser, så de kan spise sig mætte uden at tage på.

 

Sult er en meget stærk biologisk drift, som det er umuligt for de fleste mennesker at undertrykke i længere tid. Derfor mislykkes slankekure, der kræver, at man holder igen og gennem længere tid skal døje med sultfølelser.

 

Sultfølelsen fremkaldes af en kombination af små fald i blodsukkeret og sulthormonet ghrelin, som afgives til blodet fra den tomme mavesæk. Ghrelin påvirker hjernen til at opleve sultfornemmelsen, som kan få karakter af ondt i maven.

 

Hjernen indeholder to forskellige centre, et sultcenter og et mæthedscenter. Disse områder i hjernens hypothalamus, 'den menneskelige relæstation', blev opdaget i 1950'erne, og siden da har der været forsket meget i, hvordan appetitreguleringen bliver styret.

 

Der findes mange forskellige fysiologiske faktorer, der i et kompliceret samspil påvirker hjernens sult- og mæthedscentre. Det er den samlede påvirkning fra alle disse signaler og den enkelte persons følsomhed overfor dem, der afgør, hvornår man bliver sulten, hvor sulten man bliver, og hvor meget man skal spise for at blive mæt igen.

 

Cand.scient Per Mikkelsen (og professor Arne Astrup), LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk og på netdoktor.dk)

---