Økologiske varer - krav
Hvilke krav er der til økologiske varer?
Økologiske varer skal være fremstillet efter økologiske principper, der går ud på, at tage hensyn til miljø og dyrevelfærd.
Ved fremstilling af økologiske planter må der generelt ikke anvendes kunstgødning eller kemiske sprøjtemidler (pesticider).
Desuden er det ikke tilladt at dyrke den samme afgrøde på det samme stykke land (monokultur) flere år i træk. I stedet benytter den økologiske landmand sig af at skifte mellem afgrøderne (sædskifte). Det gør det muligt at undgå en lang række plantesygdomme og skadedyr, som det normalt vil være nødvendigt at sprøjte imod, fordi den samme sygdom eller det samme skadedyr sjældent trives godt på forskellige planter.
Økologisk kød, æg og mælk skal komme fra dyr, der er født og har levet hele deres liv under økologiske produktionsforhold. Dyrene skal leve under forhold, der tilgodeser deres naturlige adfærd og behov. Alle økologiske dyr skal have mulighed for at komme ud i det fri om sommeren og hele året rundt få daglig motion.
Økologisk foder må ikke tilsættes antibiotika, vækstfremmere eller konserveringsmidler. Foderet må heller ikke indeholde gensplejsede organismer.
Forbrugerne skal kunne stole på, at ingredienserne i et økologisk produkt rent faktisk er økologiske, og at der ved fremstillingen ikke er brugt metoder, der strider mod de økologiske idéer.
Derfor skal de virksomheder, der forarbejder økologiske varer, overholde et sæt klare regler.
Et økologisk produkt må ikke:
- Indeholde gensplejsede ingredienser eller ingredienser, der er fremstillet ved hjælp af gensplejsning.
- Have været udsat for ioniserende (bakteriedræbende) bestråling.
- Indeholde andre tilsætningsstoffer end dem, der er særligt tilladte i økologiske produkter. Blandt andet er farve- og sødestoffer generelt ikke tilladt.
Økologiske producenter skal kunne dokumentere, at deres produkter er økologiske, og der føres jævnligt kontrol med økologiske produkter.
Åse Hansen, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet
(Publiceret på foodofLIFE.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.20. august 2009