Kulhydrat
Hvad er kulhydrater? - 18.12.2009
Kulhydrater findes i forskellige former og inddeles oftest efter deres størrelse i monosakkarider, disakkarider og polysakkarider. De forskellige kulhydrater kan endvidere inddeles i fordøjelige og ufordøjelige, hvilket referer til, om kulhydraterne kan optages i kroppen eller om de passerer helt eller delvis uspaltede. De ufordøjelige kulhydrater kaldes også kostfibre.
Monosakkarider
De ernæringsmæssige vigtigste monosakkarider er glukose, fruktose og galaktose.
Glukose og fruktose findes i honning og frugter og galaktose findes i mælk.
Monosakkariderne er fordøjelige kulhydrater.
Disakkarider
De ernæringsmæssige vigtigste disakkarider er laktose og sakkarose.
Sakkarose er det, vi kender som almindeligt hvidt sukker og som er tilsat i diverse slik og søde sager. Laktose er mælkesukker og findes derfor kun i mælkeprodukter.
Disakkarider er ligeledes fordøjelige kulhydrater.
Polysakkarider
De ernæringsmæssige vigtigste polysakkarider er stivelse, cellulose, hemicellulose, pektin og stoffet lignin, som ikke per definition er et kulhydrat, men som indgår i gruppen kostfibre. Stivelse er udelukkende opbygget af glukose, men resten af polysakkariderne hører til gruppen af kostfibre. Stivelse findes i kartofler og kornprodukter.
Cellulose, hemicellulose og pektin findes alle i planters cellevægge. Særligt i skaldele af korn og findes derfor i produkter som havregryn, hvedeklid, samt i diverse frugter og grøntsager.
Størstedelen af de kulhydrater, mennesket får igennem kosten, bør være polysakkerider.
Anbefaling
Kulhydrater er vigtige, da hjernen behøver kulhydrat for at kunne fungere, og da kulhydrater er musklernes fortrukne energikilde. Særligt ved fysisk aktivitet er det essentielt at indtage kulhydrater, så musklerne har brændstof til arbejdet.
Det anbefales derfor, at 50-60 % af det samlede energiindtag bør komme fra kulhydrater. Heraf bør højst 10 % stamme fra mono- og disakkariderne, som er de hurtigt fordøjelige kulhydrater.
Indtaget af kostfibre bør endvidere være på mindst 25-35g/dag eller 3g/MJ.
Ann Sophia Bertelsen, prof.bach i ernæring og sundhed, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet
(Publiceret på foodofLIFE.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.18. december 2009