Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Korn og sundhed

Hvordan ved man, at korn er sundt?

Korn som betegnelse for frø fra visse græsarter; byg, havre, hvede, rug, ris, hirse, majs, og sorghum indeholder, hvis det indtages som fuldkorn, en række vigtige næringsstoffer.

 

Det er især pga det høje indhold af kostfibre, samt vitaminer og mineraler, at fuldkorn tilskrives sundhedsfremmende egenskaber.

 

Af mikronæringsstoffer kan særligt nævnes et højt indhold af magnesium, jern, zink og kobber, samt B-vitaminerne thiamin, riboflavin, niacin, pantothensyre, pyridoxin, biotin og folat, og vitamin E. Korn udgør en væsentlig kilde til dækning af vores daglige indtag af disse mikronæringsstoffer.

 

Indeholder kostfibre

Ydermere indholder fuldkorn en væsentlig del af de kostfibre, vi indtager og kostfibrene virker især som kolesterol regulerende, idet man mener, at de kan sænke reabsorption af kolesterol og galdesyre, kan øge udskillelse af fedt til afføring, muligvis ved at nedsætte fedtabsorptionen, samt ændre tarmens mikroflora i en sundhedsgavnlig retning.

 

Der er faktisk flere videnskabelige studier, der har vist disse effekter af forskellige typer af kostfibre. Derudover tilskrives kostfibrene appetitregulerende og vægt sænkende egenskaber, men dette er mere usikkert og vi afventer resultater fra flere igangværende studier med hensyn til disse effekter.

 

Af Professor Susanne Bügel, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk og på ing.dk)


Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.18. august 2009