Kaffe slanker
|
Du har omtalt at kaffe virker slankende, men holder virkningen sig så længe man drikker kaffe? Hvor meget kan man tabe sig, og er der ikke nogen bivirkninger? |
Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Det er korrekt, at kaffe har en svag slankende virkning, og den skyldes, at koffein i kaffen hæmmer sulten og øger forbrændingen. Disse virkninger holder sig så længe man har et dagligt forbrug på mindst 2-3 kopper dagligt.
Du skal dog ikke regne med, at det giver mere end et halvt til et helt kg. Men en række af kaffens andre virkninger forsvinder ved et dagligt, jævnt forbrug. Det gælder både kaffens virkning på blodtrykket, samt kaffens vanddrivende og afførende effekt.
Nogen mennesker skal dog holde sig fra kaffe, f.eks. hvis man lider af pludselige angstanfald, såkaldt panikangst. Så er der god grund til at holde sig fra kaffen, fordi koffeinen kan udløse angstanfald.
Også gravide bør ikke drikke mere end tre kopper om dagen, idet kaffe øger risikoen for abort. Endelig skal man være opmærksom på, at nogle personer har svært ved at falde i søvn, hvis de har drukket kaffe inden de går i seng.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude & Hjemme uge 27 2008)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. juli 2010