Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Det feder først i morgen

Vi siger altid "det feder først i morgen". MEN... hvis jeg spiser en pose chips i dag - hvornår kan jeg så reelt se det på min vægt? Hvornår er jeg så reelt blevet federe af lige netop den pose chips?

 

PS. En lille tilføjelse så er jeg efter mange års overvægt kommet så langt, at jeg nu er gået i gang med en kostomlægning. Jeg laver fornuftig og ordentlig mad. Undlader at købe kager, slik osv. I nu 14 dage har jeg holdt det og jeg har det faktisk rigtig godt med det.

 

Men det var også først nu, at jeg var klar til det. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at hvis man ikke er klar til det psykisk og virkelig vil det, så lad være, for det nytter ikke. Jeg har allerede tabt 2,5 kg ved at holde mig fra slik og kager.

 

Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:   


Tja, det er jo et lidt teoretisk spørgsmål. Hvis du satte din stol på en meget fintfølende vægt, så ville du jo kunne se, at hver gang du spiste en pose chips på 100 gram, så ville din vægt stige med 100 gram.

 

Men chips'ene kommer jo først ned i mavetarm-kanalen, og dit spørgsmål er vel, hvornår fedtet har sat sig på lår, mave og bagdel? Det tager typisk 5-10 timer før al fedtet er optaget fra tarmen, og transporteret gennem leveren og ud i fedtdepoterne.

 

Og tillykke med at du er kommet ind på et godt spor. Du har meget ret i, at det kræver, at man psykologisk er parat og motiveret.

 

(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude & Hjemme Uge 5 2008)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. juli 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen