Desperat for at tabe mig
|
Jeg er en desperat 54 årig kvinde, der siden 1994 stødt og roligt har taget 25 kg på.
Jeg har prøvet vægtkonsulenternes metoder og Weight Watchers, har tabt lidt men taget på igen.
Har talt med egen læge, men han ved ikke rigtig, hvad han kan gøre. Jeg har prøvet Xenical og Acomplia, og ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Min læge siger, jeg skal prøve Nupo, men er det en god ide med de pulverkurer?
Jeg har ellers altid hørt, at bare man spiser mindre og mange grøntsager, taber man sig, men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal gøre.
Har været på kur, siden jeg var 18 og i mange år vejede jeg 47 kg, men nu går det helt galt. Jeg er 155cm høj og i dag vejer jeg 85,6 kg.
Problemet er, at jeg ikke har lyst til at være sammen med min mand, tage til fester eller på ferie. Jeg gider snart ikke mere, kan du ikke hjælpe mig? |
Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Det lyder som om, at du er ved helt at opgive, og det går ikke.
Jeg ville ønske, at jeg kunne lade dig komme i behandling inde på vores institut, men det er der desværre ingen muligheder for, da du bor i Esbjerg.
Jeg tror, dit problem er, at du søger nogle hurtige løsninger, og når du ikke ser nogle hurtige resultater, så giver du op.
At tabe sig og komme ned i en tilfredsstillende vægt er et langtidsprojekt, så du må indstille dig på at være mere tålmodig og skrue dine forventninger ned.
Du kan godt starte med en pulverkur med Nupo eller et andet næringspulver, men du skal huske at tage 800 kcal hver dag, d.v.s. 8 breve.
Men du skal ikke gå med det alene. Find en klinisk diætist i dit område, og få en konsultation. I kunne starte med 8 uger på pulver – det skulle give dig et vægttab på 10 kg, og derefter hedder det kostomlægning og mere motion resten af dine dage.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude & Hjemme Uge 11 2008)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.26. juli 2010