Frygten for brystkræft
|
Jeg er en pige på 19 år, højde 170 cm, og vægt 70 kg. Jeg ved godt, at jeg vejer alt for meget, men jeg har svært ved ikke at falde i og spise en masse usund pizza, burgere og slik.
Jeg skriver til dig fordi jeg lider af en panisk angst for at få brystkræft efter, jeg læste om en pige på min alder, der havde fået det, og døde som 23 årig. Jeg har en stor barm og det er svært at føle, om der er knuder.
Er min risiko for brystkræft øget ved at jeg vejer for meget? Jeg hverken ryger eller drikker alkohol, og jeg cykler 18 km hver dag til efterskole.
Hvad kan jeg gøre, ud over at tabe mig, for ikke at få brystkræft?
Jeg håber du hurtigt vil svare på det, da jeg tænker på det hele tiden. |
Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Det lyder som om du har fået en tvangstanke, som du godt kan glemme. Din risiko som 19-årig for at få brystkræft er ekstremt lav, og din overvægt øger ikke din risiko for brystkræft. Snarere tværtimod.
Indtil 50-års alderen ser det ud til at overvægt nedsætter risikoen for brystkræft. Så det er først efter overgangsalderen, at overvægt øger risikoen for brystkræft.
Jeg synes, at du skal tale med din læge om at få lavet en ultralydsundersøgelse af dine bryster, så du kan blive beroliget med, at der ikke er nogen knuder, og så skal du glemme alt om det.
Du kan så aftale med din læge at blive kontrolleret med nogle års mellemrum. Da du ikke ryger, drikker og motionerer pænt, er der ikke så meget mere, du kan gøre.
Vi ved dog, at der er faktorer, som kan øge din risiko, nemlig sen førstefødsel, få fødsler, at man ikke ammer sine børn, samt P-piller. Men jeg synes ikke, det er noget, der bør styre dit liv.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude og Hjemme uge 43, 2008)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010