Kan vi ikke fordøje stivelse?
|
Jeg har læst Tor Nørretranders bog, og han skriver, at mennesket ikke er beregnet på at spise stivelse. Kan vi ikke fordøje det? |
Svar fra Institut for Human Ernæring, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Det, som Nørretranders skriver i sin bog, er, at mennesket i de seneste ca. 10.000 år, efter man begyndte at dyrke korn, ris og majs mv., har indtaget meget føde i form af stivelses-rige fødevarer, og at vi på kun 10.000 år ikke genetisk set har nået at tilpasse os et højt stivelsesindhold i kosten, og at stivelse derfor faktisk er skadelig.
Der er imidlertid ikke nogen videnskabelig dokumentation for, at stivelse er sundhedsskadeligt. Mennesket kan sagtens fordøje stivelse.
Traditionelt har også mange af de specielt asiatiske lande i årtier spist masser af stivelse fra ris, uden at det har ført til øget sygdom. Og der er god dokumentation for, at en kost med masser af ris, pasta, fuldkornsbrød, kartofler og andre stivelsesrige fødevarer nedsætter risikoen for fedme, hjerte-karsygdom, kræft og type 2 diabetes.
Hvis man er overvægtig og ønsker at tabe en masse kilogram, kan det imidlertid have sin berettigelse at skære ned på indtaget af stivelse!
Hvis man således ønsker at tabe sig, bør man starte med at skære ned på sodavand, slik, chokolade, kage, is, alkohol, fedtstoffer og meget fedtrige produkter.
Hvis man hermed ikke taber sig nok, bør man overveje, om man kan skære ned på portionsstørrelserne af hvidt brød, ris, pasta og kartofler – og i stedet spise (endnu) flere grønsager og frugt samt gerne magre kødprodukter og fisk.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Helse)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010