Skyr – et godt eksempel på sund, gammel nordisk mad
|
Jeg har i Irma set et surmælksprodukt "skyr". Det ser ud til både at være fedtfattigt og proteinrigt. Er det ikke godt i en slankekur ? Det smager ret lækkert. |
Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Skyr kommer fra Island, og kan spores mere end 1000 år tilbage i tiden. Dets historie går helt tilbage til den tid, hvor vikingerne bosatte sig på øen. Det har været produceret på Island lige siden, og produktet har nærmest kultstatus deroppe.
Skyr er, som du skriver, et fedtfattigt syrnet mælkeprodukt med et meget højt proteinindhold med en tyktflydende konsistens, og smagen er frisk og syrlig. På grund af det meget høje proteinindhold virker skyr meget mættende.
Det minder lidt om kvark, men indeholder væsentlig mindre fedt, og derfor 20 % færre kalorier. Herhjemme produceres det økologisk af Thiese mejeri, og fås i tre varianter, nemlig naturel og jordbær og pære-banan.
Det er et perfekt produkt for dem der passer på vægten, og det er velegnet som mellemmåltid, men kan også med fordel bruges i madlavning og desserter.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude og Hjemme)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010