Eftermiddagsmåltid i børnehaven
|
Min datter er 4 år og går i børnehaven. Om eftermiddagen får de friskbagt brød med smør, og der lægges megen vægt på at det skal være meget sundt. Sundheden består i, at mel og smør er økologisk, men er det virkelig sundt at spise 3 stykker hvidt franskbrød med tandsmør?
Ofte kan min datter ingenting spise til aftensmaden kl 18, fordi hun har spist 3 stykker franskbrød med smør. |
Svar fra Insitut for Human Ernæring, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Børn i daginstitution må have et godt eftermiddagsmåltid mellem frokost og aftensmad, for at kunne klare sig igennem til aftensmaden er færdig. Et måltid ved 14-15 tiden er perfekt, så der ikke går mere end 3-4 timer inden aftensmaden serveres.
Får børnene ikke et solidt og mættende måltid i løbet af eftermiddagen, vil de let blive irritable og uoplagte. Ulvetimen, inden aftensmaden er færdig, kan let blive meget konfliktfyldt.
Det er vigtigt, at børnene ikke propper sig så meget til eftermiddagsmåltidet, at de ikke kan spise aftensmad. Et stykke frugt eller en portion yoghurt er i mange tilfælde ikke tilstrækkeligt. På den anden side er det ikke et ordentligt måltid, hvis børnene spiser sig mætte i hvidt franskbrød med tandsmør.
Børnene har brug for noget solidt, som minder om et rigtigt måltid. Det vil sige, måltidet normalt bør indeholde noget at drikke, noget brød og frisk frugt eller grønt. Måltidet kan varieres, men bør helst indeholde de tre dele; drikke, brød, frugt eller grønt.
Forslag til eftermiddagsmad:
- Drikke: Mælk (skummetmælk, kærnemælk, letmælk), vand
- Brød: Minirugbrød, rugbrødsklodser, rosinboller, gulerodsboller, grahamsboller
- Eventuelt fedtstof på brødet: Kan udelades ellers skal det være skrabet
- Eventuelt pålæg: Leverpostej, osteklodser, banan, rosiner
- Frisk frugt: Forskelligt frugt, hvad der er bedst for årstiden.
- Grønt: Agurkestave, gulerodsstave, ærtebælge
- Kage, saftevand og lignende kan også serveres, men det bør ikke være hverdagskost
- Koldskål, yoghurt, A-38, tykmælk og lignende kan ligeledes serveres, men det skal gerne suppleres med brød, frugt og noget at drikke til.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Helse)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010