Hovedpine af "decaf"?
|
Mine amerikanske venner drikker altid decaf kaffe, men jeg får hovedpine af det.
Hvad er det, der er i decaf, jeg ikke kan tåle? |
Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:
Koffeinfri kaffe eller "decaf", som det hedder i USA, er meget populært i Amerika, men har ikke vundet indpas i samme grad i Europa.
Koffeinen giver ikke blot kaffen en del af de ønskelige virkninger på kroppen, men koffeinen og en række beslægtede methylxanthiner i kaffen er bitterstoffer, som bidrager til den samlede smagsoplevelse af kaffen.
Skifter man pludselig fra dagligt at drikke almindelig kaffe til koffeinfri, så kan man godt få hovedpine i nogle dage.
Det skyldes koffeinabstinenser, som man også vil erfare, hvis "kaffe-narkomaner" pludseligt stopper kaffedrikningen.
Så grunden, til at du får hovedpine, er altså ikke noget, der er i kaffen, men snarere noget der mangler.
(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude & Hjemme Uge 11 2008)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010