Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Kan blodet fortælle om vores kost er rigtig?

Jeg læste for nylig i en Nordjysk Lokalavis om en blodanalyse efter den specielle metode, der i avisen kaldes mørkefeltsmikroskopi.

 

Det er en såkaldt heilpraktiker, der har taget metoden i brug på sin klinik. Hun påstår, at en mørkefeltsmikroskopi kan vise, om den kost, vi spiser, er den rette for at få kroppen til at fungere bedst muligt.

 

Via en undersøgelse under mikroskop skulle det være muligt at undersøge surhedsgraden og dermed immunforsvaret, endvidere se blodgennemstrømning og indholdet af affaldsstoffer i blodet.


Kan det virkelig være rigtigt?

 

Svar fra Institut for Human Ernæring, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet: 


Det er dejligt, at folk interesserer sig for kost og helse. Det arbejder vi selv meget helhjertet på. Der er enorm offentlig bevågenhed omkring betydningen af kost og livsstil i forhold til sygdomme. Alle vinkler skal undersøges, også de utraditionelle. Dog skal enhver ny metode til at belyse betydningen af ernæringen lade sig underkaste grundig kontrol og bevisførelse, ellers ender vi helt ude i mørket.

 

I det aktuelle tilfælde er vi længere ude end tusmørke. Kan man ved at kigge på blodet sige noget om surhedsgraden? Har dette nogen tæt forbindelse til kroppens immunforsvar, blodgennemstrømning og indhold af affaldsstoffer? Nej, det er overfladisk snak om uendeligt komplekse systemer. Det er ren fup.


Vi erkender, at der kan være andre sundhedsvirkninger, end dem som vi umiddelbart med naturvidenskabens aktuelle redskaber kan bevise.

 

Men det er efter vores vurdering helt uacceptabelt at slynge om sig med alverdens løse vendinger om sammenhæng mellem kost og helse i aviserne uden at have meget tungtvejende grunde til tro på sammenhængen. Specielt hvis det antaster eksisterende naturvidenskabelig viden, og specielt når motivet er at tjene penge på sygdomsfrygt hos borgerne.

 

En Heilpraktiker er en ufaglært uddannelse, som man kan tage på nogle weekender på et privat kursus til 75.000 kr. 

 

(Publiceret på foodoflife.dk og i Helse november 2007)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.27. september 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen