Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Dårlige erfaringer med allergitest

Jeg er en af dem, som har taget en Alcat-test efter henvisning fra min egen læge. Jeg har været plaget af allergi i over 20 år, og har det sidste halve år haft ondt i alle mine led, så min læge anbefalede Lene Høj.

 

Jeg kan ikke få de svar, jeg fik på prøven til at passe med det, jeg selv mener, jeg er overfølsom overfor. Mine led er stadigvæk lige dårlige.

 

Er der andre og bedre muligheder angående allergitest, uden at man skal betale flere tusind kr?

 

Er der noget sted, man kan henvende sig for at prøve at få pengene tilbage? Skal man måske politianmelde Lene Høj, da det nok er mange, som sidder i samme situation, som jeg der er førtidspensionist, hvor udgiften på 4700 kr er mange penge smidt ud af vinduet. 

 

Svar fra professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet:


Jeg synes, du skal tale med din egen læge om problemet, da det er ham, der har givet dig et særdeles dårligt råd. Han burde vide bedre, når Sundhedsstyrelsen ligefrem advarer mod denne test.

 

Jeg ved desværre ikke så meget om dette komplicerede område, men måske har han en forsikring, der dækker lægefejl og lign. Ellers synes jeg, at du skal henvende dig hos Forbrugerrådet eller Forbrugerstyrelsen, som måske kan rådgive dig.

 

Med hensyn til din allergi, så skal du henvises til en hospitalsafdeling, som har specialister i udredning af fødevareallergi og –intolerance, og de findes på de store universitetshospitaler. Mon ikke din læge kunne hjælpe dig med at henvise dig til rette?


(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude & Hjemme Uge 3 2008)

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.13. juli 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen