Spis sundt med biotek og forebyg kræft
Meget tyder på, at det bio-aktive stof i broccoli, glucoraphanin, kan forebygge kræft. Et igangværende forskningsprojekt har til formål at fremstille store mængder af glucoraphanin ved brug af gær som produktionsorganisme. Formålet er at reducere antallet af nye kræfttilfælde gennem en bioteknologisk drejning af det velkendte råd: "spis sundt".
Af professor Barbara Ann Halkier og specialestuderende Jan Kjølhede Vester, Institut for Plantebiologi og Bioteknologi, LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Der er overordnet set to strategier til at bekæmpe kræft: Den første strategi er at bekæmpe kræft, efter at sygdommen er opstået, for eksempel ved kemoterapi eller stråling. Den anden strategi er at forhindre kræft i at opstå, blandt andet ved forebyggelse såsom at spise sundt, dyrke motion og undgå rygning. Det optimale vil være at forhindre kræft i at opstå frem for at behandle, efter at sygdommen er brudt ud.
Korsblomster reducerer kræft
Undersøgelser peger på, at en kost med et højt indhold af grøntsager fra korsblomstfamilien (blandt andet broccoli) reducerer forekomsten af forskellige typer af kræft. Effekterne er hovedsageligt blevet tilskrevet disse grøntsagers indhold af en stofgruppe ved navn glucosinolater. Glucosinolater er svovlholdige naturstoffer, som blandt andet kendes fra den skarpe smag i sennep og radiser. Planterne producerer dem som forsvar mod angribende insekter og mikroorganismer.
Det er netop disse stoffer, man regner med, har den kræftforebyggende effekt, som opnås ved at spise grøntsager fra korsblomstfamilien. Denne effekt ses især for broccoli, hvor det primære glucosinolat hedder glucoraphanin.
Meget broccoli forebygger kræft
Det vil være gavnligt at spise meget broccoli som led i kræftforebyggelse. Alternativt, kunne man berige kosten med glucoraphanin. Det vil sige, at man tilsætter det til andre fødevarer og opnår derved funktionelle fødevarer – fødevarer forstærket med sundhedsfremmende egenskaber. Det vil være praktisk, hvis man kunne producere glucoraphanin i mikroorganismer, og derved opnå en stabil kilde til store mængder af stoffet.
Fra broccoli til tobak til gær
Som de første i verden er det lykkedes forskere på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet at producere glucoraphanin i tobaksplanten Nicotiana benthamiana, som ikke indeholder glucosinolater naturligt. Forsøget viste, at det er muligt at overføre generne i biosyntesevejen for glucoraphanin til tobak, en anden værtsorganisme end de korsblomstrede planter.
Det er derfor oplagt at forsøge at producere glucoraphanin i en mikroorganisme såsom gær (Saccharomyces cerevisiae), der er specialist i produktion af fremmede stoffer i store mængder.
Succesfuld produktion af glucoraphanin i gær har stort potentiale. Det vil skabe en stabil og billig kilde til glucoraphanin til berigelse af fødevarer eller som kosttilskud. Det vil desuden muliggøre undersøgelser af stoffets virkningsmekanismer i cellekulturer, dyremodeller og sluttelig i mennesker. Hvis det viser sig, at glucoraphanin har en positiv effekt i mennesker, vil det kunne føre til, at glucoraphanin bruges som forebyggende medicin mod kræft.
|
Indtagelse af grøntsager fra korsblomstfamilien, især broccoli, er forbundet med mindsket risiko for at udvikle forskellige former for kræft. Glucoraphanin er det primære glucosinolat i broccoli og menes at være ansvarlig for broccolis kræftforebyggende egenskaber. Forskere på LIFE er i færd med at udvikle en teknologiplatform til produktion af glucoraphanin i gær.
Illustration: Vester, Halkier og Kliborg Design |
 |
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i Temahæfte 2010)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010