Vandmeloner i Saharas sand – genetiske ressourcer for fremtiden
Vandmeloner kan paradoksalt nok dyrkes som den eneste afgrøde på kanten af liv – i Saharas sand. Vandmeloner er ekstremt tørketolerante, og denne egenskab kan sammen med resistens mod sygdomme blive vigtig i en verden med klimaforandringer.
Af lektor Brita Dahl Jensen, lektor Jørgen Lindskrog Christiansen og professor Sven Bode Andersen, Institut for Jordbrug og Økologi, LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Vandmelonerne er en anden type end den, vi kender. De er ikke røde og søde, men hvide i kødet og indeholder en masse næringsrige frø, som anvendes i madlavningen.
I et Danida-financieret forskningsprojekt undersøger vi den biologiske mangfoldighed af lokale vandmeloner i Mali, Mozambique, Kenya og Tanzania og udforsker deres potentiale som indtægtsgivende afgrøde for fattige familier.
Formålet er at indhente oplysninger, der gør det muligt at hjælpe avlere og genbanker til at identificere lokale genetiske ressoucer af vandmelon med gode egenskaber, som bør bevares for fremtiden.
I Mali har vi fundet, at vandmeloner af mange forskellige frøtyper er et vigtigt fødevaregrundlag for mange mennesker. Frøene anvendes i madlavingen, for eksempel til fremstilling af energiholdige snacks samt til mel og olie til videre forarbejdning.
I Tanzania anvendes græskarlignende typers kød i madlavningen og giver et vigtigt ernæringstilskud i perioder, hvor der ikke er andre afgrøder på marken, idet frugterne kan opbevares i mere end et halvt år.
Genetiske ressourcer Planter indeholder – ligesom alle andre organismer – gener, der koder for forskellige egenskaber. • Generne udgør den genetiske ressource. • Jo flere forskellige planter, jo større en genetisk ressource med forskellige egenskaber opnår man, såsom sygdomsresistens og tørketolerance. • Genetiske ressourcer bevares for eksempel i form af frø – på landet hos bønderne, eller i genbanker i store frysere. • Genetiske ressourcer er råmateriale for avlere og forædlere til at frembringe forbedrede, lokalt tilpassede sorter. • Viden om genetiske ressourcer og bevarelse af disse er med til at sikre fremtidens fødevareproduktion. |
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i temahæftet "Ulande – naturressourcer, fødevarer og sundhed: Striving for a better life")
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010